Det jeg elskede

Citat
”Nærhed og tillid hænger uløseligt sammen. Jeg levede tæt på Mark. (…) Hvis jeg ikke ville tro på noget af det blev jeg nødt til at trække mig totalt tilbage, holde mig langt væk fra både Mark og Violet, og mine dage var indrettet efter de to.”
”Det jeg elskede”, s. 278.

Den 70-årige jødiske mand Leo, som er professor i kunsthistorie, er fortællerkarakter i ”What I Loved” fra 2003 (”Det jeg elskede”, 2003). Leo lider af maculær degeneration, hvilket betyder tåge for øjnene, men selv om hans blik på nutiden bliver stadig mere sløret, står hans erindringsbilleder knivskarpt, og det er dem, læserne hovedsageligt diverteres med. Leo ser tilbage på sit voksenliv i New York, og især på den tid, han har levet sammen med Erica i SoHo, og med vennerne Bill og Violet som naboer.

Romanen er inddelt i tre dele. Første del giver et billede af, hvordan de fire mennesker er knyttet sammen af deres bopæl, men også af deres interesser. De er alle en del af det kunstneriske og intellektuelle miljø i storbyen. Erica er adjunkt i engelsk, da Leo møder hende, Leo er kunsthistoriker, Bill er kunstner og arbejder blandt andet med at udfolde selve forståelsens grundlag i sine værker, og Violet er historiker og laver tidsspecifikke diagnoser a la den franske filosof Michelle Foucault ud fra perioders mentale sygdomme. Desuden er de to par knyttet sammen af deres børn. Erica og Leo har sønnen Matt, som er meget kunstnerisk begavet, og Bill har sønnen Mark med sin ekskone, den psykisk uligevægtige Lucille. Selv om drengene er meget forskellige, så har de altid været venner. Ligeledes knytter Matts kunstneriske evner ham sammen med Bill.

I anden del af værket står omvendingen centralt. Det, der kickstarter dels kapitlet og dels denne ændring, er den 12-årige Matts død. Derefter er det som om, at betydningen smuldrer. Erica udtrykker det blandt andet igennem sine skrigende udbrud og med spørgsmål til Leo såsom ”Hvordan skal vi bære os ad med at leve videre?” (s. 145). Leve videre, det gør de, men Leo og Erica glider længere og længere fra hinanden, og efter kort tid markerer Erica distancen ved at takke ja til et job på Berkeley og flytte fra Leo. Også Mark sker der noget med. Han begynder at hænge ud med nogle kunstnertyper med hang til selviscenesættelse og blod. Han forsvinder i dagevis, penge begynder at forsvinde fra Leos konto, smykker forsvinder fra Violets smykkeskrin, og løgne hober sig op. Den ro og uforstyrrethed, Mark blev beskrevet med i romanens første del, viser sig at være udtryk for noget helt uventet.

Denne roens bagside forsøger Leo at udfolde i både anden og tredje del af romanen samtidig med, at han beskriver, hvad den betyder for Violet, Bill og Leo selv. Og for Mark.

”Det jeg elskede” er en begavet psykologisk roman, der dels undersøger tabets betydning og dels undersøger psykiske sygdommes betydning på samfundsniveau og på individniveau.