Romanen ”Saksehånd” fra 2011 er et satirisk og (med-)vidende portræt af den litterære undergrund i København, som den tager sig ud i og omkring forlaget og antikvariatet Saksehånd i Nansensgade. Saksehånd er en let omskrivning af forfatter og forlægger Henrik Haves forlag og boghandel After Hand, hvoraf boghandlen nu er lukket og dermed har kunnet give Kromann mulighed for at skrive romanen: “Det er først nu, hvor stedet er lukket, at jeg har kunnet skrive bogen. Jeg er trist over, at det ikke findes længere, men det er også en smuk afrunding at forevige det i en bog. Måske er det en bearbejdelse af savnet, at jeg har trukket det ind i litteraturen og kan dele det med andre.” (David Jacobsen Turner: Litteraturpølser fra avantgardens kælder. Weekendavisen, 2011-03-18).
En ung litteraturstuderende får ansættelse som volontør hos Saksehånd, hvilket indebærer at passe butikken (med de op til næsten ni kunder om dagen), deltage i oplæsninger, bogmesser, redaktionsmøder og anden litterær virksomhed. I løbet af romanens 11 kapitler følger vi Volontøren rundt i den københavnske litteraturundergrund – med en afstikker til pøbelvældet på BogForum og en biltur til bryllup i No i Vestjylland, hvor forlagets præsident bor. Ved et redaktionsmøde afholdt på cafeen Bankeråt diskuterer Præsidenten, Volontøren, Das Beckwerk, den revolutionære Nikolaj Vang (aka kunsthistoriken Mikkel Bolt) og barnekejseren (aka forfatteren Mikkel Thykier), i hvilken form deres avantgardistiske tidsskrift skal – eller som et statement netop ikke skal – udkomme: ”Måske skulle man, foreslog Das Beckwerk, simpelthen brænde tidsskriftet umiddelbart efter trykningen.” (s. 123). Dette møde er formentlig ikke udsprunget af virkeligheden, men ikke desto mindre en situation, der beskriver mange af de avantgardistiske tanker, miljøet og forlaget har lagt omgivelser til.
28670346
I en svungen og dyb syntaks fortælles der fra Volontørens synsvinkel om navngivne forfattere, litterater og kritikere samt en række unavngivne karakterer med eksakte forlæg i virkeligheden. Kromann kender det litterære miljø indefra og tegner et satirisk portræt af en verden, hvor det ofte handler mere om form og reception end indhold og tyngde. ”Nogle synes, at færre læsere er lig mere integritet, men der er vel ingen, der bevidst går efter at nå ud til så få som muligt. Det vil sige.. Nogle gør faktisk.” siger Kromann også selv i et interview. (David Jacobsen Turner: Litteraturpølser fra avantgardens kælder. Weekendavisen, 2011-03-18).
Satiren er ikke (kun) hånlig, da forfatteren selv er del af det beskrevne og dermed af satirens mål. ”Saksehånd” er også en hyldest til den litterære undergrund, der stædigt bliver ved med at udgive urentable små hæfter og på den måde holder liv i litteraturens vækstlag og skaber en vigtig modvægt til de store forlag.