I En kuffert i Marokko (1997) har den lille pige smidt fiskefjæset og fået tildelt et ansigt, der i karikatur minder om et ’rigtigt’ (?) menneskes. En lille spids næse står ud i rummet, og håret ligger som torve ned ad ryggen. Hun ligner en flink pige fra Tegneseriens barndom - et kækt lille væsen med ben i næsen. En arketype hentet fra en pakke Ota Solgryn.
Pigen skal på rejse med sin dukke, Jasmin, til Marokko, men hun ved ikke, om hun tør lukke hende ud af kufferten dernede - for måske er landet for farligt for dukken? Så den bliver først lukket ud på sidste side, hvor den til gengæld i sit mørke fangenskab har lært sig at tale flydende marokkansk.
I mellemtiden har den lille spidsnæsede pige været på opdagelsesrejse i det forunderlige land, hvor hun midt på gaden spejler sig i et gyldent spejl og i det ser en anden lille pige, der til forveksling ligner hende selv. Hun er en marokkansk ’prinsessepige’ med langt stridt rødt hår. Og sammen går de på opdagelse i basaren, de spiser ’fnisefigner’, hører historier på markedspladsen, der lyder som fortællinger fra 1001 og en nat , og de oplever den stjerneklare nat, hvor små aber røver ’det ene sekund efter det andet’. I godt selskab med den marokkanske pige iler tiden alt for hastigt af sted for vores rejsende heltinde. Tilbage på hotelværelset konfronteres de to piger med dukken:
Det er næsten, som kendte Jasmin og prinsessepigen hinanden i forvejen.
Ja, på en måde, som kender de alle hinanden fra for længe, længe siden, fra altid af .
Sådan slutter En kuffert i Marokko , hvor de implicerede oplever et fællesskab på tværs af alle grænser og al logik. For de er projektioner eller spejlbilleder af hinanden. På tværs af tid og sted - på tværs af kultur og grænser har pigerne noget, som er fælles arvegods. Så den erfaring ka’ man tage med sig hjem.
22196901
Men man kan sandelig også tage alt det fremmedartede med sig - alt det som ikke ligner det, som man kender hjemmefra: De fremmede skikke, dufte, skrifttegnene, madvarer og sære og smukke vejskilte. Alt det som kan give inspiration til et nyt syn på verden.
Et rejselegat til Marokko gav Helle Vibeke Jensen impulserne og ideerne til denne surreelle og dog så konkrete billedbog, hvor kunstneren sammenfører teknikker fra de foregående værker. Her er vild klippe-klister-teknik - voldsomme kontrastfarver og maleriske opslag - det æstetisk korrekte afløses af regulær ’bad taste’. Den poetiske og kongeniale tekst leveres af den prisbelønnede børne- og ungdomsforfatter Kåre Bluitgen.
I billedbogen Tæl selv (1998) arbejdes der med talrækker, der formerer sig lystigt hen over siderne på herlige billedflader - her er det tallene, der afstedkommer ord, og billederne forvandler til tal efter sin egen velordnede og dog uforudsigelige logik.