B.S. Ingemann var utrolig produktiv og nåede at udgive over 50 selvstændige værker i sin levetid, hvoraf mange var i flere bind. Overordnet set falder B.S. Ingemanns forfatterskab i tre dele, nemlig alle hans mange eventyr og fortællinger, hans salme- og sangproduktion og de historiske romaner. Ingemann er en central del af det, man kalder den danske guldalder. Litteraturhistorisk set skriver han i romantikken og bevæger sig mellem den poetiske realisme (biedermeier), hvor det trygge, nære hverdagsliv skildres, og en mere eventyragtig og overnaturlig verden med farlige og modsatrettede kræfter. Hos Ingemann bliver det imidlertid aldrig helt farligt. Hans kredsen om kampen mellem det gode og onde falder stort set altid ud til det godes side, og på trods af de mange uigennemskuelige passager i et eventyr som ”Sphinxen” er det dybereliggende mål altid at finde frem til sandheden og dermed afdække det uigennemskuelige.
Langt mere ukomplicerede er Ingemanns historiske romaner. Man skal ikke nødvendigvis læse romanerne som faktuelle vidnesbyrd, og de indeholder da også mange historiske fejl. De fik imidlertid store dele af den ellers uoplyste, danske befolkning til at læse bøger, og de var med til at skabe en fælles, folkelig nationalfølelse, der var særdeles efterspurgt på daværende tidspunkt. Ingemann er blevet beskyldt for at være nationalkonservativ, sentimental og som igangsætter af den småborgerlige biedermeierkultur, men det er vigtigt at forstå den samtid, han skriver i. Hele Europa var præget af revolutioner, krige og selv mister Danmark Norge i 1814. Politisk ustabilitet, statskonkursen i 1813 og generel landbrugskrise betød, at danskerne var truet på mange fronter og derfor søgte indad mod hjemlige, trygge og nationale værdier. Her kommer Ingemanns kærlighed til fødelandet og hans optagen af at bibeholde det, som det var, til at have stor betydning for den danske selvfølelse.
Ingemann følger også danskerne, når de samles i kirken eller til sang, men hans salmeproduktion er ikke præget af højtidelig lovsang. Snarere består de af enkle og smukke naturbilleder med beskrivelser af især lys- og morgenbilleder og af varme og tryghed. Det er idyllen, der er i centrum, og fokus er på et harmonisk samspil mellem livets mange enkeltdele.
Ingemanns betydning for dansk kultur er næsten uforlignelig. Han giver danskerne historiske romaner, der bliver revet væk og læst af næsten alle, og sammen med smukke og følelsesladede sange og salmer om fædreland og Gud bygger han det land op, der efter 1814 er så kulturelt og identitetsmæssigt set sønderskudt.