Jørgen-Frantz Jacobsens bedrifter tidligt i livet gav løfter om noget stort. Hans eftermæle taler da også om en væsentlig skikkelse i færøsk kulturliv. Dog fortæller det også historien om et talent, der aldrig fik ro og tid til at udnytte sit talent til fulde. Barndomsvennen og forfatterkollegaen William Heinesen skriver i sit forord til ”Barbara”: ”Jørgen-Frantz Jacobsen, der er født i 1900 som søn af en købmand i Thorshavn på Færøerne, var en udadvendt og positiv natur og en mangesidig begavelse, og med rette stilledes der store forventninger til ham. Utvivlsomt ville han have kunnet gøre en betydelig indsats både som videnskabsmand (historiker) og politiker, hvis ikke en hårdnakket sygdom havde hindret ham i hans frie udfoldelse. Denne sygdom, tuberkulose, begyndte allerede at optræde i hans toogtyvende år, da han som student boede på Regensen (traditionsrigt kollegium i København, red.), og den kom til at præge hele hans senere liv. Den tvang ham i lange perioder til sengeleje og passivitet, men den formåede aldrig at kue hans livsmod og hans ånd.” (William Heinesen: Forord til ”Barbara”, s. 5).
Jørgen-Frantz Jacobsens far var produktet af en færøsk-svensk far af dansk afstamning og en færøsk mor. Han kom til verden i København og talte dansk. J-F Jacobsens mor var af færøsk bondeslægt, men flyttede allerede som barn til Thorshavn. Med deres far talte Jørgen-Frantz og hans søskende dansk, mens de med deres mor og hinanden talte færøsk – et sprog som ligner norsk og islandsk mere end dansk. At han talte dansk med faderen må formodes at være en af de væsentligste årsager til den naturlighed og ekvilibrisme, som J-F Jacobsen gennem sit forfatterskab stiller til skue inden for det danske. En anden og vel nok mindst lige så væsentlig forklaring er den, at han de sidste godt tyve år af sit liv boede i Danmark kun afbrudt af kortere ophold i Thorshavn. Han blev student fra Sorø Akademi i 1919 og studerede senere historie og fransk ved Københavns Universitet. Samtidig skrev han under studietiden kronikker til Politiken, hvor han blev fast medarbejder, da han i 1932 endelig fik sin kandidatgrad. Gang på gang var tuberkulosen kommet i vejen og havde ageret stopklods for hans virke, og den blev en skæbnebestemmende faktor. Han var da også kun fast medarbejder ved Politiken indtil 1934. Men hans breve til musen Estrid Bannister Good, som inspirerede ham til romanskikkelsen Barbara, giver indtryk af, at dette i lige så høj grad som tuberkulosen skyldtes en voksende lede ved journalistikkens krav om effektivitet og den deraf følgende overfladiskhed. J-F Jacobsen længtes efter at kunne hellige sig sin forfattervirksomhed og baske friere med vingerne. Resultatet af denne større frihed blev ”Barbara,” hvis succes han dog aldrig nåede at opleve.
I årerne efter 1934 blev tuberkulosens angreb på hans krop kun værre og værre, og mens han skrev på romanen, røg han ind og ud af hospitaler og andre behandlingssteder, som han med vekslende frekvens havde gjort det i mange år. Særligt kom Vejlefjord Sanatorium til at spille en stor og ikke kun nedtrykkende rolle i hans liv. Han fik på godt og ondt mange følelsesladede stunder på dette sted, hvor han efter mange års sygdom og udmarvende behandlingsforløb udåndede den 24. marts 1938.
Det var kendetegnende, at tuberkulosen kun i særligt hårde perioder fik lov til at svække Jørgen-Frantz Jacobsens livskraft og kærlighed til livet. Gang på gang fremhæver han i sine breve, at han ikke er disponeret for sortsyn, og han tilslutter sig franskmanden La Rochefoucaulds ord om, at menneskenes lykke og ulykke ikke afhænger mindre af deres humør end af skæbnen. Stærke ord fra en mand som skæbnen var så hård imod.