Breve

Citat
”Og bort med al pessimisme! Sortsyn hænger sammen med fysisk fortræd og skade, og skal derfor ikke tages alvorligere end al anden skade. Sortsyn og ulyst er det abnorme, lyssyn hænger sammen med det sunde og normale og har derfor evig gyldighed.”
”Det dyrebare liv”, s. 28.

Foruden bøgerne og kronikkerne, som Jørgen Frantz Jacobsen skrev med tanke på publicering, er forskellige udvalg af hans breve blevet udgivet efter hans død. I 1958 udsendte William Heinesen den lille bog ”Det dyrebare liv – Jørgen-Frantz Jacobsen i strejflys af hans breve”. Bogen består af breve og uddrag af breve fra Jacobsen til Heinesen, og Heinesen binder brevene sammen med sin store viden om vennen og hans liv. På denne vis kommer bogen til at fungere som en lille selvbiografi, og brevene, som stammer fra årene 1918-1938, tegner billedet af en slagkraftig og livsklog mand, som på trods af langvarig og alvorlig sygdom er lykkeligt forelsket i livet.

Han skriver om sin tilværelse som studerende i København, hvor han elsker foråret, som med stor lyrisk sans beskrives. Under en studietur til Grenoble skriver han lattervækkende hjem om de blaserte unge amerikanerinder, som han her møder, og overalt skinner kærligheden til hjemlandet Færøerne igennem: ”Uforglemmeligt det øjeblik, da man første gang stod ansigt til ansigt med den store Sandå. Et drama i naturen, en mægtig brusende strøm under den prægtige bro, og Kirkjubøreyn, det øde stenfjeld, lige i nærheden” (Det dyrebare liv, s. 75).

29313458

Han skriver om sin sygdom og opholdene på sanatorierne, ligesom han diskuterer forfattere og filosoffer. Romanen ”Barbara” og musen Estrid får naturligvis også nogle ord med på vejen, og i 2011 udgav journalisten Else Lidegaard et fyldigt uddrag af brevvekslingen mellem Jørgen-Frantz Jacobsen og Estrid Bannister Good. Bogen bærer titlen ”Kære Estrid – Jørgen-Frantz, du kære”, og her får man et fint indtryk af forholdet, som i vid udstrækning gødede jorden for en af det danske sprogs mest klassiske romaner om erotisk besættelse og kærlighed.

Jørgen-Frantz Jacobsen var i mange år ulykkeligt forelsket i Estrid, og brevene røber både skuffelser og håb. Estrid blev den uopnåelige muse, som måske i virkeligheden pirrede forfatteren i ham lige så meget, som hun pirrede alt muligt andet. Men det ændrer ikke på oprigtigheden i de klagesange og henførte besyngelser, som brevene rummer.