Genrer og tematikker

Overordnet set løber en række tematiske og stilistiske spor gennem alle Jacobsens tekster og teksttyper. Først og fremmest spiller Færøerne en væsentlig rolle, og særligt den lyriske skildring af naturen og den loyale skildring af den jævne befolkning og deres skikke spiller en rolle. En mere kritisk fremstilling af embedsstanden, som undersøges på baggrund af en udstrakt historisk og samfundsmæssig viden, er også gennemgående, og i for eksempel kronikkerne bevæger Jacobsen sig med tydelige gearskift mellem den intellektuelle analyse af politiske og historiske forhold på den ene side og sansemættede udmalinger af natur og folk på den anden. Den intellektuelle og den følelsesmæssige måde at opfatte og forstå verden på mødes således i Jacobsens forfatterskab, og i ”Barbaras” realisme er den helt tydelig udestilleret i Barbaras handlinger og i omgivelsernes forsøg på at forstå dem. 

Barbaras virkning sammenlignes i romanen med regnbuens livfulde og næsten barnlige farvespilspil og med solen, der som Barbara spreder lys omkring sig, men også er farlig, hvis man kommer den for nær. Hun fortryller og blænder ved sin virkning, mens hendes egentlige kerne paradoksalt nok ligger skjult i lys. Måske er den også skjult for hende selv. Nils Malmros, som har filmatiseret ”Barbara”, skriver om hende, at hun er ”inkarnationen af den færøske natur: omskiftelig og kraftfuld” (Nils Malmros: ”Indledning” i Omkring Barbara, s. 9).

I det hele taget spiller den voldsomme færøske natur en stor rolle i værket, hvor karaktererne skiftevis sejler gennem den ydre verdens reelle storm og brænding og oplever den i deres indre. Billedsproget og den virkelige verdens kulisser spiller på denne vis konstant sammen i skildringen af Poul og Barbaras kaotiske skæbner sammen og hver for sig. Der er dog fra Jacobsens side ikke kun tale om hudløs indlevelse, men også om mere nøgtern affotografering af livet på Færøerne. At rammen er historisk giver et arketypisk billede af Færøerne, før moderniteten begyndte at vaske mange af særkenderne væk, som Jacobsen selv skriver om det i sine ikke-fiktive tekster. På denne vis er ”Barbara” primært en universel roman om erotikkens irrationelle og kaosfyldte væsen, mens den sekundært er en sansemættet og vidende beretning om Færøerne.

Jacobsens breve rummer mange af de erfaringer, betragtninger og meget af den lyriske og humoristiske oplevelsesmåde, som i en mere bearbejdet form har fundet vej til siderne i ”Barbara”. Brevene til Estrid har ofte en jovial og bramfri tone, som blander sig med Jørgen-Frantz Jacobsens åbne kærlighedserklæringer. Den evige længsel efter at være Estrid nærmere og kærere er konstant nærværende. Brevene til vennen William har naturligvis en anden karakter, men trækker man kærlighedserklæringerne fra og betoner Jacobsens kvaliteter som lyrisk prosaist (som dog heller ikke er fraværende i brevene til Estrid) og reflekterende brevskriver, har man et godt indtryk af stilen.

Hvor Jørgen-Frantz Jacobsen i ”Barbara” og brevene skriver på baggrund af sit helt personlige følelsesliv, er han i ”Færøerne. Natur og folk” og ”Danmark og Færøerne” samt i sine ”nordiske” kronikker anderledes objektiv. Ikke objektiv i forstanden tørt docerende. Men faktisk er det at docere ikke nogen dårlig betegnelse for formen i disse arbejder, hvor det i høj grad er historikeren og den berejste nordbo Jørgen-Frantz, der skriver – eller forelæser om man vil. I denne rolle trækker Jacobsen samtidig på sine evner som formidlende journalist samt forfatter, og disse arbejder er således både præget er en stor ophobning af viden og af en medrivende stil. Jacobsen er altid velargumenteret i sine kronikker, og han ender aldrig i uigennemtænkte følelsesudbrud. På dette punkt er han præget af den rationalisme, som betegnede den franske kultur og tænkning, som han studerede på universitetet. Han var europæer og særligt nordbo. Først og fremmest var han dog færing, og han var selvstyremand. Han skosede på ingen måde Danmark, men han ønskede for færingerne, at de ville få lov til at styre deres eget land uden unødvendig dansk indblanding. Dog ønskede han ikke nogen total løsrivelse fra Danmark. Han gav udtryk for dette synspunkt og tog på denne vis aktivt del i den debat om færøsk selvstændighed, som stadig fylder meget i færøsk politik. Ud over at tage del i debatten var han dog også, og dette er måske vigtigere, en aktiv formidler af den, og han formåede med stor indlevelse at se den fra både dansk og færøsk side.