Beslægtede forfatterskaber

I Roy Jacobsens værker sporer man en klar inspiration fra Fjodor Dostojevskij og hans fokus på fattigdom, klasseskel og social ulighed. Jacobsens ligeledes kraftigt Dostojevskij-inspirerede landsmand Knut Hamsun er også en vigtig inspirationskilde, og ikke mindst mellem ”Markens grøde” fra 1917 – som Hamsun blev tildelt Nobelprisen i litteratur for – og flere af Jacobsens værker er der tydelige paralleller.

Der er også et tematisk slægtskab at spore mellem Jacobsen og danske Henrik Pontoppidan i forhold til spørgsmålet om den sociale arvs betydning og industrialiseringens og moderniseringens konsekvenser for det traditionelle fiskeri- og landbrugsorienterede liv. Af samtidige forfattere kan Jens Smærup Sørensen fremhæves som en dansk pendant til Roy Jacobsen, ikke mindst i kraft af hans storværk ”Mærkedage” fra 2007.

Når Roy Jacobsen skildrer barn- og ungdommen i 1960’erne og 70’ernes Oslo med rockmusik og ungdomsoprør, kan han desuden minde en del om den jævnaldrende landsmand Lars Saabye Christensen.