Skaberfuglen

Citat
”Men for en selv, inden i en selv, gør det en forskel, og derfor gjorde den rolle, som jeg spillede, mig ikke noget godt. En krop kan ikke trives hvis personen ikke ved hvem han eller hun er. Så er man lisså fattig som en kirkerotte fordi man ikke ved hvem man er indeni. Det er værre end og være lige meget hvad udenpå.”
”Skaberfuglen”, s. 365.

James McBrides ”The Good Lord Bird”, 2013 (”Skaberfuglen”, 2014) er forfatterens fjerde roman. Bogen blev i 2013 tildelt den anerkendte, amerikanske National Book Award i kategorien Fiktion. ”Skaberfuglens” omdrejningspunkt er slaven Henry Schackleford, der både er hovedperson og historiens fortæller. Romanen indledes i den amerikanske stat Kansas, hvor Henry som tiårig bliver kidnappet af anti-slaveriforkæmperen John Brown, der fejlagtigt tror, at Henry er en pige på grund af sit lyse hår og sine bløde krøller. Da Henry er dybt bange for John Brown, som rygtedes at være meget farlig, vælger han ikke at modsige ham. Det betyder til gengæld, at Henry er tvunget til at spille pige og dermed skjule sin rigtige identitet i de fire år, han rejser med John Brown og hans hær. 

51257006

Kidnapningen bliver startskuddet på en bizar rejse gennem tre sydstater i USA, fortalt med en stor portion humor på trods af det seriøse emne. John Browns mission med rejsen er at befri alle sorte slaver, men Henry – eller ”Lille Løg”, som John Brown kalder ham – er langtfra glad for det selskab, han er havnet i; Henry havde det egentlig komfortabelt hos sin ”massa”, sin slaveejer, og kampen for frihed, der bliver udkæmpet på de støvede landeveje i bedste westernstil, er både vanskelig og vanvittig. Det viser sig dog, at der er mange fordele ved at være pige – men også afgørende ulemper.

”Skaberfuglen” handler om årene op til Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), som resulterede i, at slaveri blev forbudt i hele USA. Med udgangspunkt i John Browns mission om at befri alle slaver beskriver historien de første spadestik til en ny epoke i amerikansk historie. Bogen er delt op i forhold til de tre stater, som Henry, John Brown og hans hær rejser igennem; Kansas, Missouri og Virginia. Fortællingen skal forestille at være Henrys mundtlige og personlige beretning om rejsen, som han fortæller mange år senere til sin ven Mr. Higgins. Det mundtlige sprog og den personlige stemme i romanen er inspireret af den måde, som de gamle mænd i McBrides familie talte på og fortalte historier på.