Det usynlige barn; og andre historier

Citat
“Hun var ironisk fra morgen til aften, og så blev ungen mere og mere utydelig, og til sidst blev hun usynlig. I fredags kunne man ikke se hende mere. Damen overlod hende til mig og sagde, at hun virkelig ikke kunne tage sig af familiemedlemmer, som hun ikke engang kunne få øje på.”
“Det usynlige barn; og andre historier”, si. 102.

Tove Janssons “Det osynliga barnet och andra berättelser” fra 1962 (“Det usynlige barn; og andre historier”, 1972) adskiller sig fra resten af serien ved at være en novellesamling. Novellerne har hver deres hovedperson, en er om Mumifar, en om Snif, en er om en Homse og så videre. Hver novelle har sin egen pointe eller morale, men først og fremmest er det korte historier, der uddyber fortællingerne om de væsner, der lever i Mumidalen. Dertil bliver en række nye figurer præsenteret, for eksempel handler titelnovellen om pigen Ninni. Tootikki har fået Ninni af en dame, der ikke behandlede hende godt, derfor begyndte Ninni at gå i et med tapetet, indtil hun helt forsvandt. Damen var ikke ond, men ironisk og det er værre endnu, for som Tootikki forklarer: “hvis du snublede i en renset ridderhat og satte dig oven i den, så ville du ikke undre dig, hvis din mor blev vred. Men hvis hun i stedet for koldt og sønderknusende sagde: Jeg er klar over, at det er din måde at danse på, men jeg ville være taknemmelig, hvis du ikke gjorde det i maden. – Så var hun ironisk” (side 102). Med Mumifamiliens omsorg mener Totiiki, at hun nok skal komme til syne igen. Selvom det viser sig ikke at være helt let at have et usynligt barn. Men ganske rigtig kommer Ninni lidt efter lidt til syne, for til sidst at være tilbage til sit gamle jeg. Novellen er en lille historie om, hvor vigtigt det er at behandle hinanden med respekt.