Den første sten

Citat
”Du kan betjene en automatriffel og tror, at der ikke er mere, verden kan lære dig, men du har stadigvæk et barns usikkerhed. Sådan er det for mange. Så tager hun sig sammen.”
"Den første sten", s. 521

Som ung rejste Carsten Jensen rundt i Afghanistan, og i flere omgange er han siden vendt tilbage til det krigsramte land, hvor hans 600 sider lange spændingsroman ”Den første sten” fra 2015 udspiller sig. Første del af romanen følger 3. deling fra det danske forsvar, da de ankommer til Camp Price i Helmandprovinsen. De går deres første patruljer, fordriver tiden med hård crossfit-træning og savner deres familier i Danmark.

52037573

Hannah skiller sig ud, ikke kun i kraft af sit køn, men også ved sin viljestyrke. Sammenholdet og rutinerne i lejren står i stærk kontrast til hendes opvækst med en alkoholiseret mor. Selvom det er strengt imod reglerne, indleder hun et seksuelt forhold til delingsføreren Schrøder. Han har en fortid i computerspilsbranchen, taler flydende pashto, vrøvler i søvne og opfører sig til tider, som var han på stoffer. Men Hannah og resten af delingen fatter ikke mistanke, før det er for sent, og de er fanget i Schrøders kyniske spil.

En anden markant kvindeskikkelse er Sara, en stædig, traumatiseret burkaklædt afghaner, der gang på gang leder danskerne og fortællingen videre. I biblen var Sara symbol på menneskets tro, mens hun i Jensens roman på samme tid er katalysator for handlingen og en overnaturlig personificering af døden.

Første del af romanen er en slags kollektivroman, hvor de mange soldaters relationer og baggrunde beskrives parallelt med, at situationen i lejren bliver mere og mere desperat. Anden del er derimod fortalt af jegfortælleren Khaiber, hvis far er afghaner. Khaiber arbejder for den danske efterretningstjeneste og er blevet sendt til Helmand for at opklare mysteriet om de forsvundne, danske soldater og desertøren Schrøder. Men det er krigen, der er romanens egentlige hovedperson. Dens vold, brutalitet og uforudsigelighed gør ikke kun soldaterne klogere på dem selv, men lærer dem også at krig er kompleks, og at fjenden aldrig er entydig. For når deres egen overordnede lokker dem i baghold, præsten spiser hash, og de amerikanske allierede voldtager uskyldige afghanske kvinder, krakelerer den fortælling om demokrati og vestlige værdier, som de er draget i krig for.