Banedanmark

Citat
”Bitten sad, så han kunne se hendes fødder og ankler. Du gør det aldrig igen, sagde han så. Hun svarede ham ikke. Et fad med æbler. Hendes ankler. Solsorte. Han havde stået derude og overvejet, om han skulle skyde hende. Bagefter kunne han skyde sig selv.”
”Banedanmark”, s. 68.

I sin første novellesamling, ”Banedanmark” fra 2014, lader Peder Frederik Jensen forfatterblikket vandre ud over hele det brogede kludetæppe Danmark. Bogens knap 138 sider rummer hele 25 intense øjebliksbilleder, der i ofte ulideligt skarpe glimt viser danskerne fra deres mest uskønne vinkler. Vi møder alt fra provinsluderen, der ryger lange LA til den unge universitetsstuderende, der læser Lacan. Og ligeså hurtigt, som man bliver kastet ind i en karakters skæbne, er man videre til den næste – som et IC3-Lyn gennem det golde danske land.

Hvad end scenen er sat i Under- eller Overdanmark, og om problemerne er undertrykt homoseksualitet i testosteronbårne håndværkervenskaber (”Stumper”), bristede drømme om landidyl hos den kreative klasse (”En forestilling om et enklere liv med høns”) eller nedbrydende prostitution og kærestevold i den pilrådne banan (”LA af de lange”), er det samme ensomhed og samme afstumpede mellemmenneskelige relationer, der er på spil.

50922197

I novellen ”Torben og Bitten” følger man for eksempel håndværkeren Torbens forknytte og brutale forsøg på at tackle sin spændingssøgende hustrus utroskab med maskuliniteten i behold. Mindre voldsomt, men ikke mindre pinefuldt skildres ensomheden i ”Manden på broen”. Her synes jegfortælleren – en arbejdsløs kvindelig akademiker – at føle en større forbindelse til en depressivt udseende fremmed, hun passerer på en bro, end til sin egen succesfulde vinekspert af en ægtemand. Meget sigende handler bogens mest håbefulde portræt af forholdet mellem mennesker, ”Et møde”, om to midaldrende fremmede i det københavnske natteliv.

Som vanligt er Jensens sprog gennemgående nøgternt, opbrudt og uhyggeligt præcist og i passager tempofyldt og opremsende – når følelser intensiveres eller situationer spidser til. Dette giver novellerne en gennemgående distanceret, brutal og nogle gange tragikomisk tone, der frarøver læseren muligheden for at dvæle empatisk ved de triste skæbner. Den nøgterne og ordknappe fremstilling efterlader konsekvent modtageren med en fornemmelse af, at der ligger en hel masse ufortalt mellem linjerne, som man selv må fantasere sig til. På den måde kommer forholdet mellem læser og karakterer næsten til at mime de afstumpede relationer på indholdssiden.