VOLD

Citat
”Hans egen forestilling om det fjerneste sted i verden hang dårligt sammen med det oplevede, fordi det gik op for ham, at det jo er mennesker, der bevæger sig derude i ørkenheden, at de ikke er fantasi eller fatamorganaer. Simon havde set folk cykle afsted midt i ingenting.”
”VOLD”, s. 270.

I romanen ”VOLD” fra 2016 vender Peder Frederik Jensen tilbage til fortællingen om en ung mand, der i en form for eksistentiel krise bryder op og afsøger nyt territorium. Til forskel fra tidligere romaner er der dog tale om en mere verdensvendt søgen, der rækker langt ud over hovedpersonen Simons egne problemer med komplekse kvinderelationer og en drænende dysfunktionel familie. I et ubevidst forsøg på at blive rystet og komme i tvivl, som det hedder i romanen, forlader Simon således sin Vesterbrotilværelse for en retningsløs rejse gennem Vestafrika.

For den unge forfatter og håndværker med baggrund i det autonome miljø bliver mødet med Afrika på den ene side en uvirkelig konfrontation med en stereotypisk verden af sultne børn ved lange løsthængende bryster, tætpakkede transportmidler og en lokalbefolkning, der ser den hvide mand som en nem dagsløn eller en billet mod Vesten iført backpack. På den anden side bliver det et meget virkeligt møde med menneskene bag stereotyperne og den uoverskuelige pøl af problemer, som den tidligere europæiske koloniherre er med til at holde dem fast i.

52193400

Rigeligt rystet, men uden konkrete svar vender Simon tilbage til Vesterbro. Her bliver Afrika en slags linse, han begynder at se sit eget middelklasseliv, det indesluttede og ængstelige danske samfund og endda det navlebeskuende danske litteraturmiljø igennem. Dette fører uventet til et skærpet fokus på den vold, der gennemstrømmer alt. Den vold han selv rummer, den vold han selv er blevet påført af fremmede og familie, men også den vold, som hele den vestlige civilisation er bygget på – et uoverskueligt udsyn som han i metalitterære passager kæmper med at skrive sig ind på.

”VOLD” er i flere henseender et voldsomt værk. Tematisk og genremæssigt spænder bogen fra moderne dannelsesfortælling med en indbygget tragisk familiekrønike til rejseskildring og en slags langstrakt debatindlæg med Simon som afsender. Læseren bliver ofte kastet med hovedpersonens associationsrækker frem og tilbage i tid fra arbejdsløse i Senegal til autonome på Vesterbro, ligesom man bliver bombarderet af både brutalt udpenslende voldsscener og lange faktuelle redegørelser om afrikanske forhold. Ikke ulig Simon må både læser og litterære konventioner altså se sig knockoutet et par gange undervejs.