Jersild har i bogen “Professionella bekännelser” fra 1981 erklæret, at den svenske Lars Gyllenstens forfatterskab har været ham til stor inspiration, og han kalder ham endda for hans “litteräre mentor”. Slægtskabet er blandt andet den satiriske tone, som findes hos begge, men også deres forhold til den moderne videnskab. Begge ser et intellektuelt forfald i den udvikling inden for videnskaben, der repræsenteres af den logiske positivisme. Den mangler selvkritik og bliver på grund af sin påståede objektive tilgang til verden reduktionistisk, sådan som Jersild eksempelvis beskriver det i “Babels hus”.
Romanen “En levende sjæl” trækker i øvrigt tråde til Gogols klassiker “Døde sjæle” om russiske Tjitjikov, der opkøber døde sjæle, fordi det giver ham mulighed for at optage banklån. Begge romaner handler om udnyttelse af såvel levende som døde sjæle og viser, hvordan ussel mammon vinder over den personlige etik.
Jersilds ideromaner er nært beslægtede med danske Svend Åge Madsens ditto. Begge har en evne til at tage afsæt i tekniske landvindinger og ubesvarede videnskabelige spørgsmål og give dem kød og blod. Det gælder eksempelvis for Svend Åge Madsens “Kvinden uden krop” og “Genspejlet”, der ligesom flere af Jersilds romaner tematiserer de teknologiske landvindinger i et science fiction-agtigt set-up. En sammenligning mellem Svend Åge Madsens “At fortælle menneskene” og Jersilds “Ypsilon” kunne endvidere være relevant, da begge tematiserer det at skrive mennesker frem.
Romanen “Efter floden” skriver sig ind i en tradition for at skildre katastrofer. Et centralt tema i disse romaner er tabet af medmenneskelighed som en konsekvens af katastrofen. Det gælder såvel Albert Camus “Pesten” fra 1947, William Goldings debutroman “Fluernes Herre” fra 1954, Dorris Lessings “Mara og Dann” fra 1999 og Cormac McCarthys “Vejen” fra 2007, der formentlig – ligesom “Efter floden” – beskriver livet efter en atomkrig.
Hvis man ønsker at gå mere teoretisk i dybden med Jersilds samfundskritik af bureaukrati, manglende sammenhold og teknikkens dominans, kan man eksempelvis benytte Max Weber og Jürgen Habermas' teoretiske tilgange til det moderne.