P.C. Jersild har skrevet romaner, børnebøger, essayistiske værker samt videnskabelige bøger.
Hans romaner er, hvad man på svensk kalder for ideromaner. Det vil sige, at hans romaner tager afsæt i specifikke scenarier og tematiserer aktuelle diskussioner – ofte med et lidt ironisk og skælmsk blik i øjet. Blandt andet tager han ofte afsæt i sociologer og psykologers fremtidsforskning. En anden genre, han af og til trækker på, er science fiction, da flere af værkerne fremstiller scenarier, som (endnu ikke) er mulige. Det gælder blandt andet “En levende sjæl”, “Familien Holgersson”, der også trækker på eventyrgenren, samt “Ypsilon”, der er svær at genrebestemme med sin genreoverskridende karakter.
Videnskaben spiller en central rolle i samtlige Jersilds romaner. Han er ikke teknologiforskrækket, men han er teknologikritisk, og den kritik skriver han frem i sine romaner. Ofte er det lægevidenskaben, der står for skud, som eksempelvis i “En levende sjæl” og “Babels hus”, men også våbenindustrien står for skud, og blandt andet bliver truslen fra kernevåben skildret frem i “Efter floden”. Nært forbundet med dette tema er temaet om magt, som også gennemsyrer mange af romanerne – en magt, som det almindelige menneske ofte bliver undertrykt af og er ude af stand til at påvirke. Det gælder til et eksempel Primus Svensson i “Babels hus” og Ypsilon i “En levende sjæl”.
Humanismen og medmenneskeligheden spiller endvidere en central rolle – som kontrast til videnskabens ofte uetiske omgang med menneskeliv. Blandt andet tematiserer flere af romanerne vigtigheden af at få en værdig afslutning på livet, og også kærligheden og dens grænser og begrænsninger diskuteres løbende.
Et sidste tema, som går igen på tværs af Jersilds romaner, er feminisme – og ofte en lidt drilagtig ironisering over de moderne feministiske teorier. Karakteristisk for denne tilgang er en hændelse i “Svenske skæbner”, hvor Ulf går til et såkaldt queer-foredrag og bliver belært om den heteronormative dominans – altså hvordan heteroseksuelle bliver betragtet som normen og alt andet som afvigelser derfra. Ulf bruger anledningen til at spørge foredragsholderen, om menneskets evne til at se farver kan dekonstrueres ligesom køn, og svaret lyder: “Mennesket er ikke nogen færdig, hård, hærdet skabning. Mennesket er blødt og formbart. “Magten” i særdeleshed personificeret i “patriarkatet” former os efter behag. Det gælder alt. Netop alt. Tag smagen, for eksempel. De madretter, vi kan lide, har vi lært os selv at synes om. Den kunst, vi hylder, har vi lært os selv at hylde. Ligesom de køn, vi hylder. Så hvorfor skulle vores andre sanser såsom synet ikke være udsat for samme ideologiske skoling eller manipulering? Hvad vi opfatter, at vi ser, er ikke noget “objektivt” faktum. Det er en konstruktion.” (“Svenske skæbner”, s. 220-201).