I begyndelsen af P.C. Jersilds roman “En gammal kärlek” fra 1995 (“Kærlighedens grænser”, 1995) bliver hovedpersonen Agneta Sjödin-Åhslund opsøgt i sin lægepraksis af sin ungdomskæreste Andres Elmar Härmand. Da de var et par, var de 16 år, mens de nu er små 60 år. Hvorfor Andres opsøger hende, fortæller han ikke umiddelbart, men inden længe er de involveret i hinandens liv igen. Kærligheden blomstrer imellem dem, men snart bliver lykken fortrængt af livets alvor i form af sygdom.
“Kærlighedens grænser” er skrevet som en tredjepersonsfortælling med Agneta som hovedperson. Det er hendes synsvinkel, historien berettes fra, og det er igennem hendes iagttagelser og følelser, at man bliver klar over, at Andres er dødeligt syg af kræft. Det sætter ikke blot Agnetas spirende følelser på prøve. Samtidig kommer hele hendes lægeløfte i spil, da Andres ikke ønsker behandling, men derimod vil have Agneta til at hjælpe sig ud af livet.
Spørgsmålet om aktiv dødshjælp bliver diskuteret både ud fra et lægefagligt og et filosofisk perspektiv, og selv en præst bliver involveret i diskussionen. Samtidig giver P.C. Jersild et indfølt indblik i de mange svære følelser, som opstår i et kærlighedsforhold, hvor den ene part lider af en dødelig sygdom. Han undersøger, hvad grænserne er for kærlighed. For selvom Agneta som læge kender sygdommens faser og behandling, så har hun svært ved at acceptere udviklingen, og hun og Andres får sværere og sværere ved at tale om livet og døden. Både fremtiden og fortiden bliver tabu, og med tiden bliver samtalerne det rene staccato og centrerer sig alene om det allermest nødvendige.
Samtidig får forløbet al tvivlen til at rase i Agneta. For hvorfor opsøger Andres hende nu, hvor han er dødeligt syg? Er det ikke på grund af kærlighed, men nærmere beregnende og som en form for straf for, at hun forlod ham dengang?