Vildnisset

Citat
”Man skal passe meget på med at forsøge at snakke om Vildnisset med mor. Hun kan ikke tåle det (…) Jeg tror, hun er bange for Vildnisset, og det kan jeg godt forstå, for det er jeg også lidt selv. Det er, fordi jeg ikke har set det med mine egne øjne, som er blå, men kun med de øjne jeg har inde i hovedet og som virker bedst om natten.”
”Vildnisset”, s. 6.

Den 12-årige Jens har urimeligt meget på sine unge skuldre: En alkoholisk og humørsyg far, en skrøbelig udviklingshæmmet storesøster, en dement mormor og en ulykkelig og forståeligt hysterisk mor. Søren Jessens ”Vildnisset” fra 2010 er en socialrealistisk roman for voksne om barnets oplevelse af en ustabil familiesituation. Som læser oplever man gennem jeg-fortælleren Jens barnet, der desperat forsøger at holde sammen på sit usikre familiære fundament. Når presset over at måtte dække over faderens alkoholisme og mulige utroskab eller mormoderens mentale forfald bliver for voldsomt, flygter Jens ind i Vildnisset − en jungle-fantasiverden inspireret af Tarzanuniverset. Vildnisset udspiller sig delvist i skovene omkring byen Herning, hvor Jens bor,Hefjdf og delvist i hans drømme. Her hugger han sig gennem buskadser med machete og bevæger sig dybere ind i det ukendte.

28208219

I Vildnisset er hans far en målrettet og modig opdagelsesrejsende, der behandler ham som sin ligeværdige medsammensvorne. I virkelighedens Herning i 1970’erne er han en nyligt forfremmet distriktschef for Frisko Is, der ikke magter chefstillingen, drikker for meget og lader sine frustrationer gå ud over familien. Når farens bil holder skævt i indkørslen og hans ånde lugter af nelliker, ved Jens, at den er gal. I virkeligheden er Vildnisset nemlig navnet på den bodega, hvor faderen forsøger at drikke sine bekymringer væk efter arbejdstid.

Vildnisset bliver på den måde en gennemgående glidende metafor i bogen, der både dækker over faderen og sønnens parallelle flugt væk fra virkelighedens byrder og den intellektuelle formørkelse, der rammer flere af karaktererne: mormoren hvis hjerne gradvist ædes af demens, faderen når han drikker, og Jens der i kraft af sin unge alder ikke helt forstår verden omkring sig. Modsat de to andre går Jens’ udvikling dog i den rigtige retning. Mens de to andre forvilder sig dybere og dybere ind i mørket, forstår Jens gradvist mere og mere af den brutale virkelighed omkring ham.

I kløften mellem den naive jeg-fortællers blik på verden og de barske realiteter henter ”Vildnisset” sin gennemgående humoristiske side. Gennem barnets uskyldige øjne udstiller romanen den groteske voksen-virkelighed, så komedien sniger sig ind i tragedien og nogle gange gør det svært for læseren at afgøre, om der skal grines eller grædes.