Beslægtede forfatterskaber

Den mest oplagte forfatter at drage en parallel til er Hans Otto Jørgensen selv. I hans eget voksenforfatterskab behandler han det samme miljø, de samme episoder og karakterer som i børnebøgerne. Det er oplagt, at bøgerne udspringer af hans egen opvækst på landet i 1950’erne og 60’erne.

En anden litterær karakter, der ofte kommer galt af sted, er Alfons Åberg. Svenske Gunilla Bergstrøms historier handler om den ensomme dreng Alfons, der laver ulykker og ikke tør sige det til de voksne. Bøgerne om Alfons er også funderet i et tydeligt miljø (her lidt trøstesløse etageejendomme i en svensk forstad) og med synsvinkel og sympati hos drengen.

Astrid Lindgrens fortællinger om Emil fra Lønneberg er på mange måder også ulykkeshistorier. Emil er måske den mest kendte opfinder og udfører af alskens ulykker – eller skarnsstreger –, og har lige som drengen i Hans Otto Jørgensens bøger også en streng far og en kærlig mor, samt en søster, der ofte er hans medsammensvorne. Livet på landet med de daglige gøremål og pligter ligger også til grund for Emils gøren og laden. Hos Astrid Lindgren er der til forskel fra Jørgensen dog en meget tydelig fortæller, der sætter historierne ind i en ramme og også fortæller til de voksne.