De gule føl

Citat
”Det var dengang, drengen faldt ned på remmen til kværnen. Han var oppe på kornloftet med sin hammer, han kunne lide at hamre. Så gav det én lyd, når det var på træ, når det var rækværket, han slog på, så gav det en anden, når det var på rørene fra kornblæseren, som var af metal.”
”De gule føl”, s. 8.

Hans Otto Jørgensens børnebog ”De gule føl” fra 2010 har i lighed med ”Vand, blod, tis og maskiner” undertitlen ”Ulykkeshistorier for børn” og er illustreret af Maria Wandel. De 20 historier, der alle kun fylder en side, handler om en unavngiven dreng, der blot benævnes ’drengen’. Hver historie er en afsluttet helhed, og de fleste fortæller en ulykkeshistorie, altså en historie, hvor enten drengen eller et af familiemedlemmerne kommer til skade. Drengen bor på landet med sine tre søskende og sine forældre på deres bondegård, hvor han hjælper til med alt det praktiske. Det ser ud til, at drengens bedstefader også bor i huset, og han spiller en vigtig rolle i drengens liv. 

Historierne fortæller om en hverdag på bondegården: drengen er med bedstefar oppe på taget for at smøre vejrhanen, han kommer galt af sted med boltpistolen forud for en svineslagtning, han samler mariehøns og ser sin far tømme en ko for materie.

28476825

Nuancerne i relationerne mellem drengen og hans familie er kun svagt antydede, men man får en tydelig fornemmelse af en streng far og en kærlig og omsorgsfuld mor. Omsorgen vender sig også fra drengen til moderen, som man kan se det i historien ”Ko nummer 21 sparker”, hvor moderen bliver sparket af en uregerlig ko: ”Hun faldt ikke, men den ramte hende hårdt på armen, der var gul og blå længe efter, og det sugede af forfærdelse i maven på drengen, når han så det.” (s. 16). Den lille dreng er et følsomt gemyt, der holder af sin familie og har mareridt om natten. Flere gange gemmer han sig fuld af skam og skyld over at have gjort noget dumt, som han ikke tør fortælle sine forældre.

Udover de voldsomme ulykkeshistorier er der flere meget poetiske fortællinger om bedstefaderen, der skriver usynlige bogstaver, udpeger verdens ende oppe fra ladetaget og viser drengen, hvordan det er tyngdekraften, der udmåler tiden, når han hver aften trækker køkkenuret op.

Historierne er fortalt helt nøgternt og tilbageholdende. Selvom det er stærke følelser som skyld og skam, der fylder historierne, så er sproget om dem nedtonet og kortfattet, og fortælleren registrerer følelser og handlinger på samme måde.