Genrer og tematikker

Hans Otto Jørgensens børnebøger er førstehåndsberetninger om livet på landet i 1950’erne. De fungerer som tidsbilleder fra en nu svunden tid såvel som mere generelle fortællinger om at være barn, om at være en nysgerrig knægt, der kommer galt af sted uden at ville det. Drengen i bøgerne er drevet af virkelyst og en trang til at udforske, og ofte handler han, før han har nået at tænke sig om. Målgruppen er de seks til tiårige, men bøgerne kan også læses af større børn som en kulturel og historisk indføring i, hvordan det var at leve på landet i Danmark i ’de gamle dage’. De lidt barske historier kan virke skræmmende, men fordi fortælletonen er så nøgtern og med sympati skildrer drengen og hans skamfuldhed, så bliver de ikke uhyggelige og fremmede.

Selvom det ikke bliver uddybet i bøgerne, er der et psykologisk portræt af typiske familiestrukturer indlejret i fortællingerne. Drengen bruger meget tid sammen med sin bror og sin bedstefar, mens forældrene optræder mere perifert. Faderen er fjern og streng, og moderen omsorgsfuld og betænksom.

Bøgerne giver et meget præcist billede af livet på landet gennem sin nøjagtige sprogbrug, som Hans Otto Jørgensen må formodes at have stiftet bekendtskab med i sin egen barndom. Tingene omtales ved deres rette navne, og det er ikke sikkert, at børn i dag kender hverken navnene eller de ting de repræsenterer. Det giver bøgerne et lidt eksotisk præg, da de så tydeligt udspringer af en anden tid.

Genren ”ulykkeshistorier” er en gammel genre i børnelitteraturen. Tilbage i 1700-tallet og helt op i 1800-tallet blev der udgivet korte, moralske fortællinger, hvori børn kom ud for de forfærdeligste ulykker, ofte med døden til følge. Børnelæseren skulle belæres om at opføre sig ordentligt. Hans Otto Jørgensens ulykkeshistorier har dog ikke dette belærende element over sig. De er set fra barnets synsvinkel og kommer nærmere til at fungere som en forklaring på, hvorfor det går så galt.

Samtidig med, at bøgerne er fortalt fra barnets synsvinkel, så ligger den voksnes blik på historierne. Den lille dreng er nok bekymret for sin mor, men den ømhed og hengivenhed, der ligger i dette, ser kun den voksne. I Hans Otto Jørgensens forfatterskab står familie og slægtskab i centrum, og forfatteren mener selv, at han er flere aldre på samme tid: ”Altså jeg har den oplevelse, at jeg i mig både rummer min barndom, mit voksne liv og min alderdom. Og sådan ser jeg også på andre. Kvinder bliver hele tiden deres egen mor i og med, at de ser sig selv i deres barn. Men det skyldes måske, at jeg er opvokset sammen med min bedstefar. Sådan at jeg hele tiden både var barn og meget gammel, da jeg var barn. Jeg bærer tydeligvis ham i mig og er måske selv sådan en tusindårig.” (Rolf Sindø: På herrens mark med hver eneste sætning. Sindoe.dk, 2008-02-05.)