Alle fortællingerne i Hans Otto Jørgensens bog ”Vand, blod, tis og maskiner” fra 2010 begynder med ordene: ”Det var dengang, ...”. Det indikerer, at hver historie er en lille samlet fortælling om en enkelt episode fremkaldt fra en fjern fortid. Det spiller også på den kendte eventyrindledning ”Der var engang”, men disse såkaldte ulykkeshistorier er ikke i nærheden af at være eventyr. De er alle forankret i et tydeligt og konkret univers, som det har set ud på landet i Danmark i slutningen af 1950’erne.
Drengen, der er gennemgående figur i fortællingerne, bor på landet med sin familie, og det er om ham og hans familie, vi hører. Mest om drengen, der i bogen ikke har noget navn, og om bedstefaderen, som fylder meget i drengens liv.
Fælles for mange af historierne er beskrivelsen af de ulykker, drengen kommer ud for. De fleste er selvforskyldte, fordi han er lidt for nysgerrig eller lidt for dumdristig. Ofte ender det helt galt og han gemmer sig skamfuld hjemme i haven eller bag laden. Drengen ved godt, at han gør nogen dumme ting, men tør ikke sige det til de voksne.
28097514
Flere gange er det drengen, der kommer ud for en ulykke. I fortællingen ”Såret engel” bliver han trampet ned af kvierne i stalden og får knust sine skulderblade. Han skal ligge på hospitalet i to måneder, og langsomt forsvinder hans hverdag på gården fra ham. Det er beskrevet helt nøgternt og uden følelser, hvilket står i skarp kontrast til både den voldsomme oplevelse, det må have været at blive trampet på af vilde kvier og at ligge helt stille på hospitalet i flere måneder, hvad der må svare til en evighed for en dreng på seks år. Den rørende og tragiske historie dramatiseres ikke.
Maria Wandels tegninger fremhæver det vigtigste fra hver fortælling og viser f.eks. drengen i en ulykkessituation eller et såret dyr. Farven rød er gennemgående i næsten alle tegninger, enten som blod eller som drengens røde læber, der giver ham et både meget barnligt og lidt uhyggeligt præg på samme tid.
De 20 ensideshistorier fungerer som et portræt af at være dreng med alt, hvad det indebærer af fantasi, overmod og underkendt behov for omsorg. Samtidig er de med deres præcise sprogbrug og tidstypiske markører et portræt af livet på landet, som det så ud i Danmark for 50-60 år siden, før de små gårde blev til store landbrug.