Himmerige og helvede

Citat
”Kaffen simrer, de åbner skrinene, smører rugbrødet med tommelfingeren, masser af smør og lammepostej og kaffen er skoldhed og sort som den mørkeste nat, og de putter kandis i, kunne vi dog bare putte sukker i natten og gøre den sød.”

”Himmerige og helvede”, s. 30-31.

Jón Kalman Stefánsson udgav i 2007 ”Himnaríki og helvíti” (”Himmerige og helvede”, 2010) som første del af en trilogi. Vennerne Drengen og Bardur er del af et fiskerkollektiv på seks mænd, der med base i en lille hytte på den islandske vestkyst fisker på åbent hav. En dag, de skal på havet forud for en varslet storm, er Bardur så optaget af at læse i Miltons ”Det tabte paradis”, at han glemmer sin skindanorak. Efter tolv timer på ishavet bliver Bardur så afkølet, at han til sidst dør i Drengens arme med Miltons ord på sine blåfrosne læber: ”Intet er mig skønt uden dig.” Poesien bliver hans banemand, og Drengen må ro ind til kysten med en død ven i den åbne jolle.

50985687

Tilbage på land begiver Drengen sig af sted for at aflevere den dødbringende bog tilbage til dens ejermand, den blinde kaptajn Kolbein. Efter kolde døgn i snestorm på højfjeldet ankommer Drengen til Staden, hvor Helga tager varmt imod ham. Herfra følger vi i bogens anden halvdel Drengens nye liv i den lille by, hvor han efter at have forsagt livet, overgiver sig til det.

Handlingen i romanen er tæt forbundet til vejrliget, kaffen og det dybsorte hav, mens fortællerkoret, som viser sig at være en forsamling døde beboere fra Staden (som befinder sig på en mellemstation på vej til himmerige), beretter i et storladent og poetisk sprog. De udbreder sig om livet og døden, poesien og kærligheden og fungerer som et nærmest guddommeligt modspil til de kolde fingre i fortællingen.

Funderet i det vestlige Island for 100 år siden er ”Himmerige og helvede” en tids- og stedsspecifik fortælling om de barske vilkår for fiskere i et lille samfund med døden tæt inde på livet. Samtidig ophæver fortællerne historien til en almengyldig fortælling om, at man må lade poesien råde i sit liv, hvis man vil leve det fuldt ud. I kunsten og litteraturen er der muligheder for erkendelse, fordybelse og glimt af mening, og netop denne poetiske overbygning på det daglige liv er afgørende for fortællerne. Poesien har så voldsom kraft og indvirkning på mennesket, at den – i Bardurs tilfælde – kan slå ihjel.