Hos Katrine Marie Guldager kan man i hendes serie om Frøken Ignora finde en lignende interesse for følelser og relationer hos det lille barn. Raseri, hævn og ensomhed optræder også hos Ignora, der bor alene i et vandtårn. Det er svært at være lille og skulle håndtere store følelser, og det sker for både Snitten og Frøken Ignora.
En anden lille gut, der har svært ved at håndtere svære følelser og usikkerhed, er Alfons Åberg i bøgerne af samme navn af den svenske forfatter Gunilla Bergström. Alfons ligger tit vågen om natten og spekulerer over, om han har gjort noget forkert. Frygten for at såre dem, man holder af, fylder meget hos Alfons, lige som Snitten også godt ved, hvornår han gør sin mor ked af det.
Anette Herzog har i bogen ”Mor græder” (2008) skildret en skilsmisse set fra børnenes perspektiv. Moderen forandrer sig fra at være rigtig ked af det til at blive glad, og det at se sin mor være glad for noget andet og andre end en selv går igen mellem de to bøger.
Følelsen af at være ensom og måske lidt forkert optræder også i flere af Hanne Kvists bøger. Her skal f.eks. drengen i ”To af alting” (2013) også forholde sig til en ny virkelighed med mor og fars nye liv efter en skilsmisse.
Kim Fupz Aakeson skildrer i sin bog ”Søndag” (2011), hvordan Torsten skal til at være storebror og er nervøs for, om der så er nok kærlighed til ham, når lillen kommer. Det er der, og det er også det, Snitten oplever i ”Snitten og Kis”: selvom Kis er glad for Ole Madsen, er hun ikke mindre glad for Snitten.