Jorns værk rummer adskillige indgange til andres lyrik. Tag et digt som ”brev?” fra debuten ”Splinterne”, hvor den første linje lyder: ”stum fersken i brevkassen”. Sammenstillingen af et brudstykke natur og referencen til post genfinder læseren i Henrik Nordbrandts ”Tre blomsterdigte” trykt i samlingen ”Drømmebroer” (1998). Her sættes ”hvide mandelblomster” over for ”de ubesvarede breve”. Motivfællesskabet med Nordbrandt dukker desuden op i hans digt ”Casa Blanca” fra samme samling. Et jeg drømmer om et hus ved havet, hvilket går igen i Jorns digt ”Vandstier” fra ”Clairvoyant” (1993-94).
I digtet ”Døden på afstand”, der først optrådte i Hvedekorn 4 i 1974, ligner Jorns digterjeg derimod Søren Ulrik Thomsens, som det viste sig i hans ”Det værste og det bedste” (2009). Digtene om tabte steder og øjeblikke indeholder en nydelsesfuld nostalgi, men også en tristhed i erkendelsen af, at skriften ikke kan bremse tiden, der går. Jorn skriver om en faderskikkelse i ”Døden på afstand”, så han er til stede på ny: ”du vandt altid / pisse-længst-konkurrencen, / og, jeg, pigen, / tabte, / (husker stadig stanken / af dit nossefedt)”. Og uigenkaldeligt borte – digtets sidste del spørger efter, hvordan han har det i dødens rige. Skønt man mærker savnet efter faren, er der samtidig en vrede i forhold til ham, fordi han døde alt for tidligt.
Hvor Thomsen varierede mellem værste-minder og bedste-minder i sin bog, har den mørke ”Døden på afstand” tilsvarende en lys følgesvend i digtet ”Mindestenen i Vejrum” fra Jorns samling ”Med et halvt øje” (2006). En afskedstale til malerfaren Asger Jorn, hvor han huskes for de ”gode gerninger”.
Smerte og smil følger hinanden i en mere komprimeret form i Jorns digt ”Hillbilly Song” fra ”Drømmehænder” (1991). Digteren leger med en amerikansk tradition for folkelige sange, når hun skriver om Old Pete, der slingrer beruset. Linjen ”Oh yeah, oh yeah” signalerer, at det ikke er så alvorligt, men digtet slutter med, at Pete bliver dræbt med en kagerulle af sin kvinde, der angiveligt er vred over, at han har drukket pengene op. Man får lyst til at græde og grine på en gang, en dobbelthed, der især findes i amerikanske Langston Hughes’ digte inspireret af bluesmusikken – samlet i ”The Collected Poems of Langston Hughes” (1994).
I fablerne i mikroformat i ”Det dansende æsel og andre eventyr” (1988) har Jorn rettere et slægtskab med den fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois. I sine tekster, der ledsager billedserien ”Han forsvandt ind i fuldstændig stilhed” (1947), skriver Bourgeois dramaer på få linjer om misforståelser og besynderlige hændelser.
Derudover er Jorn og danske Pia Juul beslægtet, navnlig fordi de begge udviser en fornemmelse for det talte ord i deres forfatterskaber. Hos Jorn spores den klart i digtet ”Dialog mellem tre, to, én?” fra samlingen ”Clairvoyant”, der udspiller sig som en samtale, mundret i tonen, men absurd i sine emnespring. Jorn og Juul kan også have et specifikt motiv tilfælles. Jorns digt ”I tankefuld” (2005) fortæller om et jeg, der falder i mødet med en mulig bejler og går derfra ”haltende”. I titelhistorien i Juuls novellesamling ”Mit forfærdelige ansigt” (2001) sker nogenlunde det samme.