Digteren som omflakkende kosmopolit er et markant tema hos Jorn. Det kommer eksempelvis til udtryk i samlingen ”Ikke nu, men nu”, der rummer lyrik hensat til Japan og USA, hvor Jorn har boet. Hendes variant af postkortpoesi viser gerne, hvordan hun er den udefrakommende, der ikke kan forsvinde i mængden. Hun skriver i digtet ”Oedo-linien er pink”: ”Rigtige tokyoer løber / ned ad trinene til højre, / men jeg, jeg bliver stående, / svimlende rundtosset”.
I relation til tiden i USA spejler Jorn sig i den amerikanske poet Emily Dickinson – kendt for at være noget af en enegænger. Som hende var Jorn en ”kænguru blandt skønheder”, lyder det i digtet ”En saga blot”. En gang i mellem sker det dog, at digteren smelter sammen med den fremmede kultur, for eksempel når hun i ”Cha Ginza” oplever fred i et tehus i Tokyo. Men Jorn sår også tvivl om, hvorvidt det er ønskværdigt, at jeget skal navigere perfekt i sine omgivelser. Hvis man kender ruten, hvad er der så tilbage at opdage og digte om? Som hun skriver i afslutningsdigtet i ”Ikke nu, men nu”: ”At kunne finde vej / rundt på landkortet / i folks ansigter / uden at komme på afveje / er det værste, / der findes.”
I oversættelser af asiatisk digtning til dansk har Jorn udnyttet sit internationale sindelag, bl.a. med ”Kinesiske kurtisanedigte” (1971) og lyrik af japanske Shuntaro Tanikawa, der tæller samlingen ”minimal” (2009), et af hans hovedværker. I sin egen samling ”Kokoro” giver Jorn desuden flere af digtene titler på japansk, for eksempel ”Tsukimi” (at-se-på-måne) og ”Aware” (sorg). I digtet ”Dialog mellem tre, to, én?” fra ”Clairvoyant” (1993-94) optræder i stedet en latter på kinesisk: ”Xi-xi” (hi-hi). Samme multisproglighed kendetegner en samling som ”Nimbi” (2001), der er på dansk og engelsk og kædedigtet ”The Cycle of Passion & Others” (2003) på engelsk og japansk, skrevet med Hajime Kijima.
Spændingen mellem digt og visuel kunst er et andet hovedtema. ”Clairvoyant” var skrevet til værker af 10 billedkunstnere, ”Tracks in Sand” (1992) tog afsæt i den islandske billedhugger Sigurjón Olafssons produktion, ligesom mange af Jorns udgivelser er illustreret, lige fra debuten ”Splinterne” (1970) til ”Andalusiske øjebliksbilleder i november”. Hun skriver om fascinationen af en skulpturhave i Silkeborg i samlingen ”Fiskeørn” (1985), hun lader sig inspirere af den japanske bølgemaler Hokusai i ”To” (1998) og navngiver digte ”Akvarel”, ”Collage” og ”Stilleben” i ”Ikke nu, men nu”. I samme samling mødes Jorns naturinteresse med kunsten i et ”Mindedigt” om hendes far, maleren Asger Jorn. ”En kæmpe gråhvid fugleklat” har ramt skulpturen på hans gravsted; en udladning, der kan ses som en humoristisk reference til farens farvebombardementer på lærredet. Naturen tager over, hvor han slap, så at sige.
”Mindedigtet” repræsenterer i øvrigt en digttype, Jorn benytter med mellemrum. Hendes samlinger har afskedssange til kolleger som Erik Stinus og Inger Christensen og vennen Alison des Forges.