James Joyce debuterede i 1907 med digtsamlingen ”Chamber Music” men er især kendt som prosaist. Hans første prosaværk er novellesamlingen ”Dubliners” fra 1914 (”Dublinerfolk”, 1988), og Joyce vender her i fiktionens verden tilbage til byen, han forlod i 1904.
Novellesamlingen består af 15 fortællinger med titler som ”Et møde”, ”To kavalerer” og ”Nåde” og skildrer en række menneskeskæbner i datidens Dublin. Bogen er opbygget med den overordnede struktur, at fortællingerne starter hos børnene, herefter har unge og voksne som de centrale figurer og afsluttes med novellen ”De døde”. I fortællingerne møder vi bl.a. en dreng, der har set præsten dø af et slagtilfælde, en ung kvinde, der har besluttet sig for at forlade landet med en sømand, og en kvindelige indehaver af et pensionat med planer om at få sin datter afsat til en af de logerende.
Novellerne er prægede af detaljerede, naturalistiske beskrivelser af både personer og omgivelser, ofte set fra karakterernes synsvinkel: ”Synet af Dublins handelspramme, der signalerede langt borte fra med deres uldne røgkruseduller. De brune fiskegarn (…) det hvide sejlskib, der var ved at blive losset på den modsatte kaj” (s. 20-21). De realistiske skildringer kombineres med symbolik og billedsprog. Her en forelsket ung mand: ”Min krop var som en harpe, og hendes ord og bevægelser var som fingre, der løb hen over dens strenge.” (s. 29). Det er et kendetegn ved novellerne, at vi møder fortællingernes figurer på et tidspunkt, hvor de er ved at opnå en ny livsforandrede forståelse af deres tilværelse og identitet. Forgæves forsøg på at bryde ud af fastlåste rammer er ligeledes en vigtig tematik i flere af novellerne.
Med sine geografiske detaljer og en figurtegning, der tilsammen skaber et billede af Dublins indbyggere omkring år 1900, ønskede Joyce at tegne et billede af en nation. I sin fremstilling af Dublin ligger der dog også en kritik af byens provinsielle præg: ”Han kunne være sikker på, at der blev talt om det og på, at hans arbejdsgiver ville få det at vide. Dublin er sådan en lille by: alle ved alt om hvad andre har for.” (s. 64).
Flere af novellerne i ”Dublinfolk” er gennem tiden blevet omskabt til radiospil eller kortfilm.