Krat

Citat
”Virkeligheden forsvinder for alle, der forsøger at finde den sammen med Eduard. Og pludselig falder det Poul Martin ind, at det ikke så meget er løgnene, der har forsynet Eduard med hans unaturlige dragningskraft (…) Det er opløsningen af alle bånd til nogen form for virkelighed”.
”Krat”, s. 409.

Debutromanen ”Krat” fra 1999 tematiserer erindringens karakter, venskabet mellem to mænd og deres forskellige virkelighedsopfattelser. Det er samtidig en udviklingshistorie, der skildrer en mands tilværelse fra ungdomsårene til livets afslutning.

Romanen handler om manden Poul Martins forsøg på at erkende fortidens hændelser og finde frem til det, der kan binde episoderne sammen. Efter en hjerteoperation beslutter den nu 82-årige mand sig for at opspore ungdomsvennen Eduard. I løbet af fortællingen rejser hovedpersonen ind og ud af fortiden for at finde sandheden om det venskab, der blev afgørende for hans liv. Det viser sig hurtigt, at der findes mange skæbnesvangre begivenheder gemt i de to mænds fælles fortid.

22484869

Romanen har et slægtskab med H.C. Andersens ”Skyggen”. De to hovedfigurer i bogen er afhængige af hinanden som manden og skyggen, men ligesom i eventyret kæmper de også mod hinanden. De to mænds livsbaner er også langt mere rodede, uigennemskuelige og mangetydige, end hovedpersonen først vil indrømme.

”Krat” er en murstensroman på 431 sider med en detaljeret udformning af plottet og en nuanceret figurtegning. Romanfigurernes sammensatte erfaringer beskrives på en virkelighedsnær facon, som fastholder det tvetydige: ”Normalt giver den lange romans struktur forfatteren mulighed for at skrive kort om mange ting – i stedet for langt om få ting. Jeg prøver modsat at holde de samme personer fast i struben og blive ved med at vende og dreje dem. Finde nye nuancer, som fuldstændigt vælter billedet af dem.” (Rolf Sindø: Der er så meget uudforsket land. Ildfisken #23, 2000).

Titlen ”Krat” henviser til det sammensatte buskads af minder og sammenfiltrede livserindringer. Spørgsmålet bliver, om gamle minder har det med at filtre sig uadskilleligt ind i fejlerindringer og fantasiforestillinger.

Oplevelsen af det sammenfiltrede krat – og tvivlen om, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed – hænger også sammen med hovedpersonens forsøg på at finde frem til et samlet billede på baggrund af en oprulning af revl og krat fra et langt liv. Ambitionen om at samle et hele er også til stede på romanens niveau, da bogens kapitler bærer alfabetets bogstaver i fortløbende rækkefølge.