Jussi Adler-Olsen

Af cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret af Ph.d. Søren Langager Høgh. 2015.


Krimien er blevet den foretrukne pensionskasse, når kulturlivets næsehorn har sikret karrieren, betalt huset ud og ungerne er fløjet fra reden. I stedet for at spare op til en Harley Davidson, placerer de overskuddet af tid og kræfter i den gamle forfatterdrøm og leverer fantastisk drabelige fortællinger om uhyggeligt forbryderiske forbrydere og lige så heltemodige antihelte. Der er sjældent tale om den store litteratur, men det er underholdende og henvender sig til et stort publikum. I flokken af grånende journalister, musikere, filmfolk og forlæggere, som giver deres bud på genren, hører Jussi Adler-Olsen til blandt de mest populære og folkelige, og med romanerne om afdeling Q og efterforskeren Carl Mørck har han sikret sig en succes af de sjældne.

Blå bog

Født: 2. august 1950 i København. Fulde navn Carl Valdemar Jussi Adler-Olsen.

Uddannelse: 1970-78: Studier i medicin, eksamener i samfundsfag og exam.art. i filmvidenskab.

Priser: Harald Mogensen-prisen 2009, Læsernes Bogpris 2010, Glasnøglen 2010.

Debut: Alfabethuset. Politikens Forlag, 1997. Krimi.

Seneste udgivelse: Den grænseløse. Politikens Forlag, 2014. Krimi.

Inspiration: Groucho Marx.