Stilen i ”Jubilæum” er af anmeldere blevet sammenlignet med den, man finder hos 1990’ernes kvindelige minimalister som Helle Helle og Pia Juul. Der er da også en uomgængelig lighed mellem udtrykket hos Kirkeby og den, der kendetegner den overvejende kvindelige gruppe omkring det første kuld forfatterskoleelever, som udover de førnævnte blandt andre også tæller Naja Marie Aidt og Merete Pryds Helle. Særligt Helle Helles nøgterne minimalisme lyder genklang hos Kirkeby, samtidig med at en let genkendelig og ofte tidløs hverdag agerer baggrund i hendes tekster. Om afsmitningen af 1990’ernes kvindelige forfattere siger Kirkeby selv: ”Det var dem vi læste, da vi gik på universitetet i halvfemserne. Det var dem, vi blev præget af, da vi var unge og gik til lyrikoplæsninger.” (Christine Fangel Juhl: Interview med Forfatterweb. August 2016)
Det udpræget hverdagslige og let genkendelige miljø vækker også mindelser om Herman Bangs realisme. Som naturalisten Bang undersøger Kirkeby den menneskelige natur, og hvordan den handler i kriser – i de øjeblikke, hvor man mister. Som Bang lægger Kirkeby vægt på at vise, hvad der foregår, og ikke forklare det – det er nemlig op til læseren selv at drage slutningerne ud fra de sparsomme informationer, teksterne giver.
Kirkeby benytter sig af ’toppen-af-isbjerget’-teknikken, som også kendes fra amerikanske novelleforfattere som Ernest Hemingway og Raymond Carver. Hun bruger antydningens kunst, selvom der er store ting på spil i de ordfattige noveller, og hver en formulering har betydning. Eller som Eva Pohl skriver i sin anmeldelse af debutnovellerne i Berlingske: ”Lotte Kirkebys »toppen af isbjerget«-teknik er virkningsfuld, men gør altså novellerne – læst i sammenhæng – til hård kost, efterhånden som vi får indblik i en række afgørende, smertefulde tab.” (Eva Pohl: Lotte Kirkeby tager os med i sårbarhedens kammer. Berlingske, 2016-03-16).