Baggrund

Citat
”- Montebello, sagde han nu, – det betyder ’det smukke bjerg’ på italiensk.
Lise Mikkelsen sagde, – I Helsingør betyder Montebello nærmere ’tosseanstalt’.
Han grinede. – Jeg ved det.
– Mærkeligt, sagde Lise, – Montebello …
Poul sagde, – Et bjerg kan vel godt være smukt, selv om der bor enkelte tosser på det.”
”Montebello”, s. 49.

Lars Kjædegaard er født i Nordjylland i 1955. Han har dog boet det meste af sit liv i Helsingør, hvor flere af hans romaner også foregår: heriblandt serien om sjælesørgeren Poul Helweg, der strækker sig over tre bind. Kjædegaard har altid vidst, at han ville være forfatter, og i 2004 modtog han Helsingør Kommunes Kulturpris.

Han har læst engelsk og litteraturvidenskab og spillet musik hele sit liv. Sammen med fem andre mænd har han startet orkestret ”Lars Kjædegaard Orkester”, der spiller en blanding af jødisk og engelsk folkemusik.

Lars Kjædegaard er desuden en stor beundrer af forfatteren Elmore Leonard, hvis samling udfylder Kjædegaards bogreol i hjemmet. Lars Kjædegaards roman ”Ringelheim”fra 1994 er ifølge ham selv tydeligt inspireret af Elmores forfatterskab.

Lars Kjædegaard startede sin forfatterkarriere på en gammel skrivemaskine, og hans debutbog ”Sidste år” fra 1981 er en science fiction-roman. Efter godt tyve år som romanforfatter til adskillige thrillere sprang Kjædegaard i 2000 ud som kvindelig forfatter og udgav i perioden 2000-2002 fire bøger under pseudonymet Grethe Lange. Bøgerne er krimier, der ligeledes udspiller sig i omegnen af Helsingør.

Kjædegaard besidder en stor forståelse for det menneskelige instinkt, og hans romaner er først og fremmest realistiske, sociologiske skildringer af mennesket i interaktion med sine omgivelser.

Forfatteren tager indimellem til Spanien på skriveferie, senest har han været i Gijón, Asturias, for at skrive på sin nye krimi, der er den syvende i serien om efterforskningsparret Thor Belling og Anita Hvid.

Ved siden af forfatterskabet og musikken holder han af at se fjernsyn og fulgte ivrigt med, da DR i 2010 sendte dramaserien ”Lulu og Leon”. Kjædegaard skriver om serien: ”En ting, som den slags serier ofte mangler, er et overbevisende samspil mellem børn og voksne. Men også her har ’Lulu & Leon’ imponeret mig og fået mig til at tænke på min roman-helt, Elmore Leonard, som har en lignende måde at få tingene til at se lette ud.” (Lars Kjædegaard: Lulu & Leon. Forfatterens hjemmeside, 2010-11-21). Troværdigheden, realismen og den dialogfokuserede fortællestil kendes også fra Kjædegaards eget forfatterskab.

Forfatteren er gift og har to voksne børn.