- © Pernille Kløvedal Helweg
Ide to næste bøger om Sofie forlader Pernille Kløvedal Helweg temaet drøm-virkelighed og lader Sofie opleve to forskellige kulturer:
I bogen Sofie, Pullaq og den døde sæl er det første, øjet ser, en nuttet svømmende sæl, men i selve handlingen møder Sofie virkeligheden. Hun er på besøg hos fangere i Thule-området, hvor Pullaq fanger en sæl. Grønlænderne spiser rå sællever og sutter sæløjne, som var det slik. Sofie væmmes, og helt galt går det, da børnene kaster sten efter deres hunde. Sofie flygter, væk fra blod, lever, øjne, børn og Pullaq. Men det er Pullaq, som kommer og trøster hende, da hun falder i lyngen og slår sit knæ, og han forklarer, at slædehunde ikke er kæledyr, men arbejdsdyr. Og så laver han i øvrigt varm havregrød til hende, noget de grønlandske børn også gerne vil have.
Kort sagt en historie om at være udenfor, om at opfatte sig selv som anderledes, men også om at kunne mødes på tværs af kulturer. På billedsiden har Pernille Kløvedal Helweg ladet sig inspirere af den grønlandske sne og is. Det er store hvide flader, som kaster blod og lort fra den slagtede sæl lige i hovedet på beskueren. Og kontrasten mellem det, der kan synes ulækkert på os, men som skaber glæde i en anden madkultur, illustreres fornemt på billedet af de søde og leende, grønlandske børn med store ’’klovnemunde’’, som stammer fra blodet fra den rå lever.
Bogen blev solgt til oversættelse i Grønland, og det dokumenterer, at Pernille Kløvedal Helweg har fortalt historien på en overbevisende og ægte måde.
I Sofie, Yui og de snørede fødder fortæller en kinesisk kvinde Sofie, hvordan hendes mor fik snøret fødderne. Det er en rørende og forfærdende historie om, hvordan fortid og fremtid mødes i en meget fremmedartet kultur. Pernille Kløvedal Helweg ønskede også at illustrere, hvordan det må være for et ret lille barn at få taget barndommen fra sig.
Pigens smerte er oven i købet forårsaget af hendes egen mor, som jo mener det vel. En fin pige i datidens Kina kunne nemlig ikke blive gift uden liljefødder. Så der må hun sidde med brændende stærke smerter i fødderne, mens brødrene render med hendes legetøj, og intet kan hun gøre. Yui reddes på målstregen af sin fremskridtsvenlige storebror, der lover, at hun kan bo hos ham, hvis ingen vil gifte sig med hende på grund af hendes store fødder.
Kunstneren har hentet inspiration i kinesisk kunst og kultur til illustrationerne af Yui. De er domineret af en mørk rød farve, beslægtet med blodets farve og farven fra kinesiske lakarbejder. Der er kinesisk kalligrafi, billederne er udført med lette penselstrøg og stiliserende træer, og hele tiden er der denne røde farve, som blodet der pumper ud i Yuis ti tæer. En fin detalje er illustrationen af en normal fod målt i forhold til en liljefod. Læseren kan sågar måle sine egen fod med tegningens lineal.