Først bli’r man jo født

Citat
“Det’ fordi... min gode... ven – inde... At først bli’r man jo født. Tusinde tråde vikler sig ind i ens liv – uundgåelige tråde, sådan er det. Og når man så bliver voksen og møder andre mennesker, der også har tusinde tråde hver især, så... Kommer du dem for nær – begynder trådene at filtre... Og de er lange sådan nogle tråde.”
“Først bli’r man jo født”, side 22.

Teaterstykket “Først bli’r man jo født” blev første gang opført og udgivet i 1994. Der er seks karakterer i stykket med de mere eller mindre usædvanlige navne Nymse, Axel, Tudeberg, Tis, Lis og Victor. De fem sidste personer lever i samme opgang, og alles livstråde er viklet ind i hinanden på forskellig vis. Tis og Lis er for eksempel søstre og bor sammen, Alex og Tudeberg bor sammen som venner, Victor bor alene, og Nymse er inde i billedet, fordi hun og Axel er kærester i starten af stykket. I indledningsscenen slår Axel dog op med den begrundelse, at han elsker hende og alligevel ikke elsker hende – på den måde. Rigtig sammenviklede bliver trådene, da Victor og Nymfe stifter bekendtskab, og Axel bliver jaloux, selvom han vist for øvrigt er forelsket i Lis, mens Tudeberg er forelsket i Tis.

Der er ikke rigtig nogen handling i stykket. I stedet udfolder det sig som små dialoger omkring kærlighed og livets vilkår og vilkårlighed. Og om opvækst. Axel er for eksempel blevet overset af sine forældre størstedelen af sin barndom og ved ikke, om han overhovedet er synlig. Victor fik som 8-årig at vide, at der var noget galt med hans hoved. Forældrene kunne nu godt lide ham alligevel, men så døde de kort efter, og i sit voksenliv lider Victor af en utrolig migræne. Ifølge Tudeberg er en af Victors problemer, at hans tråde ikke hænger fast i noget (s. 23).

De seks karakterer er i det hele taget skæve i forhold til livet. De er udgrænsede på den måde, at de tilsyneladende ikke har noget arbejde, og flere af personerne er desuden ængstelige for at forlade deres lejlighed. Som et programskrift for fortællingen står følgende citat, der indrammer og forklarer deres udgrænsethed: “Det er tandlægernes skyld det hele. De satte bøjle på tænderne, da optimisterne var børn, rettede det hele ind, fjernede mellemrummene, underbiddene og de store overbid.” (s. 24).

“Først bli’r man født” er en munter og sær lille fortælling om alt det, der sker efter, man bliver født. Alt det, der gør, at man bliver udgrænset. Og om det håb, der knytter sig til livet. Det er en herlig fortælling om den følsomme balance mellem indenfor og udenfor. Mellem at være normal og gal.