Rebekka – Det er jo det jeg siger, men det er jo altid mig der skal finde på noget.
Hilbert – Det er jo ikke rigtigt, desuden kan man jo dyrke sex hvis det er helt håbløst, det gør andre mennesker – men det tager du jo aldrig initiativ til.
Rebekka – Du ved godt jeg er genert anlagt.
Hilbert – Ja det er du.
Rebekka – Du kan da bare forføre mig.
Hilbert – Jeg har ikke lyst.”
“Snart kommer tiden” blev opført første gang i 1998 og udkom i bogform året efter. De centrale figurer i dramaet er parret Hilbert og Rebekka, men derudover optræder også deres barn Knuttebarnet, hushjælpen Oda og parret John og Ingrid.
Som i de fleste andre af Line Knutzons stykker er dramaet ikke særligt handlingsmættet, men i stedet båret af de skæve dialoger, som sætter parforholdet, moderskabet og tiden i spil. Igennem det 30-årige par Rebekka og Hilbert tematiseres det, hvor svært det er at finde ind til hinanden. Hilbert banker på, når han kommer hjem, selv om det også er hans hjem, hvilket får Rebekka til at sige, at det er “som om du ikke bor her” (side 7). Men denne banken på er ligeledes symptomatisk for parrets manglende evne til at lukke hinanden helt der ind, hvor de for alvor kan møde hinanden. De forventer hver især, at den anden skal tage initiativ – til sex, til samvær –, men det sker aldrig. Og Rebekka har tilsyneladende mistet hukommelsen, i hvert fald kan hun ikke huske, hvad de forskellige madvarer hedder, og indimellem kan hun heller ikke huske, at hun har børn. Hvilke børn? spørger hun. Og et andet sted spørger hun: “Hvad fanden er vi, når vi hverken er en rigtig mand eller en rigtig kvinde ... hvad er vi så??? JEG FORSTÅR DET IKKE...” (side 29).
Så er det, at hushjælpen Oda kommer ind i billedet. Forvirringen er i højsædet i dramaet, og her spiller tiden også ind. Tiden som løber. Og hvad bliver der af den? Og det er netop problemet med tiden – og fordi Rebekka ikke rigtig kan finde ud af det der med at gøre rent –, der gør, at Hilbert ansætter hushjælpen Oda. Det er for at hale ind på tiden. Som han Hilbert forklarer John: “DET ER TIDEN JOHN – TIDEN DER LØBER MENS JEG FARER RUNDT OG REBEKKA SIDDER OG GLEMMER, den skal indhentes – jeg prøver at købe tiden så man får tid til at få tid.” (side 23). Men projektet lykkes ikke. Tiden bare skrider og skrider, og det er som om alting smuldrer omkring personerne. Eller nærmere: personerne har mistet fornemmelsen for såvel tiden som sig selv, og for at overleve detklare sig, må de ty til fortrængning.
Da Knuttebarnet kommer hjem og med ét er 25 år ældre, så er verden på den anden ende. Det er et billede på, hvordan barnet bliver den voksne i en familie, hvor ansvarlighed kan findes på et meget lille punkt. Knuttebarnet, som måske, måske ikke eksisterer, og som måske, måske ikke vil slå sine forældre ihjel, er også et billede på, hvordan barndommen spøger i Line Knutzons stykker – dog på en noget anden vis end vanligt. Sidst, men ikke mindst kan Knuttebarnet fortolkes som en art kærlighedsbudbringer, der som barn af fremtiden bibringer en vision om en anden mulig måde at leve med hinanden på.
Ud over, at barndommen og tiden tematiseres i stykket, tematiseres desuden jalousi og utroskab. Hilbert er således jaloux på John, der er Rebekkas eksmand, og for at komme ovenpå, får Hilbert en affære med Ingrid – i et forsøg på at få hævn.