Hvorfor skriver de bøger?

Koplev og Koester har noget på hjerte - derfor skriver de bøger. De har øjne og ører åbne for, hvad er sker rundt omkring dem - her og nu, de har selv døtre, de har selv være børn og unge - dét bruger de i deres bøger.

MK henter også en masse inspiration gennem sit lærerjob. Forfattere bruger tit bidder af sig selv om udgangspunkt.

Noget de begge har i skarp erindring fra barndommen og ungdommen, og som de mener at have til fælles med mange børn og unge i dag, er en følelse af forladthed og ensomhed, som de begge prøvede at skjule. De har begge oplevet at være "stedbarn", og hvad det førte med sig af besværligheder og ubehageligheder.

Nogen gange gør man noget, man egentlig ikke har lyst til, fordi man håber at opnå accept og kærlighed ved at gøre det. Det kan man komme ud for i forholdet til forældre, venner og kærester.

Flere af bøgernes personer er på bunden ensomme. Mange af dem har det besværligt. Til tider går det dem halvskidt. Men selv om de ser sort ud, er der alligevel styrke og vilje hos dem.

Forfatterne siger, at læseren aldrig må sidde tilbage med en følelse af, at der ikke kan gøres noget ved nogenting. Løsningen er måske ikke jublende nær inden for bogens handling, men derimod i læseren selv, fordi man som læser har fået et opkvikkende gok i nødden, så man kan sige: det ville jeg ikke ha' fundet mig i, og næste gang vil jeg i øvrigt heller ikke finde mig i, at han/hun ...