I Dennis Gade Kofods forfatterskab er der konstanter og variable. En konstant er den påtrængende tilstedeværelse af Bornholm, en åbenhed for øens sagn og myter og en genkendelig realisme. Variabel er formen for hans fortællinger. Skrivestil, tone og udtryk varierer fra roman til roman: ”Brøndtjætten” er tung og kærlig, ”Superhelte i det hele taget” lakonisk og humoristisk, ”Genfærd” traurig og poetisk.
Overnaturlige elementer indskrives i de realistiske fortællinger på en så naturlig måde, at man som læser bliver åben for den overtro, der ifølge romanerne bebor Bornholm. De underjordiske i ”Brøndtjætten” skildres som små og mangfoldige, men ikke i detaljer, og på den måde kan det usynlige få en form. Kofod bruger litterære virkemidler til at livgive sagnfigurer, og fortællingerne er skrevet frem af en folketro på magi, eventyr, sagn og mystik. Kofod har en stor begejstring for fantasy og sagde i et interview på Bogforum 2015, at Bornholm har sin egen fantasyfortælling. Godt nok er Bobba-Nagg hans egen opfindelse, men Bonnavedde, Ellestingeren og de trebenede heste findes.
Et genkommende tema er sorg, depression og angst for at miste. Angsten for at miste sine børn, sine forældre og for at miste sig selv midt i familien. I det hele taget er familieforhold noget, der optager forfatteren: ”Jeg er selv blevet meget optaget af de usynlige magtstrukturer i familien og i samfundet, der styrer vores liv i langt større omfang, end de fleste er sig bevidst (…) Vores opfattelse af, hvad en familie er, og hvordan den skal fungere, er, på trods af at det stort set er uformuleret, noget af det mest indgroede i os. Hvordan man er familie, og hvordan man ikke er familie, er noget af det, man hele tiden bliver målt og vejet på. Det er mildest talt åndsvagt. Arrogancen over for dem, der ikke passer ind i normen, er kolossal.” (Daniel Øhrstrøm: Bornholm er min store lidelsesfælle. Kristeligt Dagblad, 2013-02-16).
Det udefrakommende blik og angsten for ikke at passe ind dominerer hverdagen for flere af karaktererne, og i ”Superhelte i det hele taget” står der om Albert Gummifjæs henne fra børnehaven: ”Han er, hvad de andre børn gør ham til” (s. 15). Det gælder ikke kun for den rolleleg, de har gang i, men for mennesket, der for altid vil komme til stede i sociale sammenhænge.
Bornholm optræder som andet og mere end et sted befolket af gamle mennesker, der tror på underjordiske væsner. Det samfundskritiske blik for provinsens afvikling indrammer bøgerne, der bliver en optegnelse over det Bornholm, der både lever og dør. I ”Nancy” dør de fleste, og ifølge forfatteren er middelklassen ikke dem, der tager kampen op: ”Grundpræmissen er jo, at de første der skrider, når den magiske tåge truende kommer, det er middelklassen. Og når middelklassen forsvinder, så ryger limen i vores velfærdssamfund. Middelklassen er, både i romanen og i virkeligheden, garant for en sund økonomi og en eller anden form for social pli. De er fundamentet for, at samfundet er nogenlunde sundt og velfungerende, og når de skrider så er der, i hvert fald i romanen, ikke andet tilbage end vold og hor og druk.” (Anna Raaby Ravn: Bornholm er én stor fantasy-fortælling. Information, 2015-10-31).