Genrer og tematikker

Krauss’ jødiske baggrund spiller en stor rolle for hendes forfatterskab. På den første side af ”Kærlighedens historie” er der billeder af hendes fire bedsteforældre med dedikationen: ”Til mine bedsteforældre, som lærte mig det modsatte af at forsvinde.” Hun siger selv, at det var som 13-14-årig, da hun læste ”Hundrede års ensomhed” af Gabriel García Márquez, at hun lærte navnet for den følelse, hun konstant bar rundt på: Nostalgi. Nostalgi fylder meget i Krauss’ bøger og hænger sammen med hendes jødiske bedsteforældre: ”Jeg tror, det har noget – eller alt – at gøre med det, at mine bedsteforældre kom fra steder, som vi aldrig kunne vende tilbage til, fordi vi har mistet dem for altid. Og mennesker vi har mistet for altid. Mine oldeforældre og mange andre slægtninge døde i Holocaust.” (Gaby Wood: Have a heart. The Observer, 2005-05-15. Egen oversættelse).

Holocaust ligger altid og lurer i baggrunden hos Krauss, uanset om vi befinder os i New York, Jerusalem eller London. Det ligger der som en baggrund for hendes karakterer, for eksempel Leo Gursky fra ”Kærlighedens historie”, der er flygtet fra Europa af den grund, men også som en følelse, der dominerer tonen i hendes bøger: en længsel efter noget, der er tabt for altid. Tab er grundpræmissen i hendes romaner, allerede fra debutromanen ”Man Walks Into a Room”, hvor hovedpersonen Samson har mistet sin hukommelse. På grund af en blodprop mister han al erindring om sit liv, siden han var 12 år gammel. Han husker sin mor, men hun er forlængst død. Hans kone, nuværende kolleger og venner har han ingen erindring om, og han må så at sige starte fra nul. Krauss undersøger således i sin debutroman: Kan man det? Kan man leve uden en forhistorie? Kan man starte på ny?

På samme måde står den 14-årige pige Alma i gennembrudsromanen ”Kærlighedens historie” også med et kæmpe tab, nemlig tabet af sin far. Hendes mor kan ikke give slip på sorgen og kærligheden til sin afdøde mand, men gemmer sig væk fra verden, som også den 80-årige Leo Gursky gør det.

I ”Det store hus” bindes de mange fortællinger sammen af skrivebordet, der skifter hænder og som bliver et billede på menneskesindet med dets mange skuffer, hvoraf én er aflåst (!). Hvordan forholder man sig til sin fortid, er temaet for denne roman: Fortrænger man den, laver man fortællinger af den, skjuler man den for andre – eller fortaber man sig i den?

”Mørke dybe skove” bevæger sig ud på nyt territorium eller forvilder sig måske nærmere, titlen taget i betragtning, ind i mørke, dybe skove, da den ene fortæller, en form for alter ego til Nicole Krauss selv, beskriver sin stadigt voksende tvivl på selve romanfortællingen: ”Jeg følte i stigende omfang, at der i de ting, jeg skrev, var en højere grad af kunstfærdighed end af sandhed, at prisen for at tildele det form som i bund og grund var formløst, var ligesom at knægte ånden hos et dyr som ellers vil være for farligt at leve sammen med.” (S. 87.)