Afsporet

Citat
”Masja spærrede øjnene op og stirrede ind i det fluorescerende lys fra lampen på gulvet foran sig. Hun snappede efter vejret. Mærkede angsten og adrenalinen, der vendte tilbage i kroppen. Hver en muskel var spændt, og hendes hals var snøret sammen af tørst. Langsomt forsøgte hun at rejse sig, men smerterne i underlivet fik hende til at stoppe.”
”Afsporet”, s. 9.

I 2013 udkom Michael Katz Krefelds ”Afsporet”, der er første bind i en ny krimiserie om kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn. Han er sendt på sygeorlov, efter at hans kæreste er fundet myrdet under et hjemmerøveri i parrets lejlighed på Christianshavn. Ravn drukner sorgerne på det lokale værtshus Café Havodderen, hvor han hører ”Everytime You Go” på repeat og ikke vil lytte til andres velmenende råd. Han kan ikke holde ud at være i lejligheden og opholder sig derfor på sin faldefærdige husbåd Bianca sammen med sin bulldog Møffe.

Da indehaveren af Café Havodderen, Johnson, beder Ravn om hjælp, er han i første omgang afvisende. Men da Johnson insisterende fortæller, at hans litauiske rengøringshjælp Nadia har en datter, Masja, som har været forsvundet i to år, og at moren er ulykkelig over det, ender Ravn alligevel med at undersøge sagen.

50587282

Det andet fortællespor i romanen følger Masja i tiden kort før hendes forsvinden i 2010, hvor det viser sig, at hendes kæreste – på grund af spillegæld – sælger hende til nogle grumme bagmænd, der tvinger hende til at arbejde som sexslave.

Det tredje fortællespor følger den svenske dreng Eriks opvækst i 1970'erne. Han vokser op i et privilegeret hjem. Faren lærer ham at udstoppe dyr i kælderen, og moren er ulykkelig i ægteskabet og vil skilles, hvilket får tragiske konsekvenser for dem alle.

Ravn får opsnuset, at Masja sandsynligvis er solgt til forbryderen Gusto Slavros, som ejer bordeller over hele Europa. Sporene fører Ravn til Stockholm, hvor han leder som en gal for at finde den unge kvinde. Samtidig har en sadistisk seriemorder i flere år skabt frygt i Stockholm ved at udstille sine kvindelige ofre som skulpturer på byens skrotpladser.

Romanen krydsklipper mellem de tre fortællespor, og historien er fortalt i tredje person. Der er noget Harry Hole (hovedperson i mange af Jo Nesbøs krimier) over Ravn, som også er ensom og alkoholiseret. Trafficking-temaet er populært hos skandinaviske krimiforfattere, men Michael Katz Krefeld viser også i denne roman, at han som forfatter er mere optaget af karakterernes personlige historie og motivation, end at snige et politisk eller samfundsrelevant budskab om købesex eller handlede kvinder ind i bogen.