Beslægtede forfatterskaber

Der er noget udpræget nordisk over Monica Kristensens forfatterskab. Om end hendes romaner tager form af krimier, opstår det reelle drama ikke mindst i den evige kamp med vind og vejr, som den skandinaviske litteratur flittigt har beskrevet. Her står hun bl.a. i gæld til store norske forfattere som Jonas Lie og Nordahl Grieg, som behandlede afsondrede fiskermiljøer og det isolerede liv på havet. Hans Kirks ”Fiskerne”, en skildring af en indremissionsk landsby på den danske vestkyst, tilhører samme tradition. Islandske Jón Kalman Stefánsson har i flere af sine bøger haft vejret og landskabet som delvis hovedperson.

Gottfred Borghammers Stavanger-romaner deler Monica Kristensens fokus på norske samfundsskildringer med lokalhistorisk islæt, men her er det ikke mindst Wenche Krossoys landsbyintriger, der udgør det nærmeste litterære slægtskab i hjemlandet. Krossoys tidlige romaner, bl.a. ”Mens pappa er på Lofoten” fra 1974, optegner fine portrætter af isolerede landsbymiljøer i den nordligste del af det norske fastland.

Landsbyintriger er også et gennemgående tema hos Steen Steensen Blicher. Novellen ”Sildig opvaagnen” er ligesom Monica Kristensens ”Kulungen” en fortælling om utroskab og landsbysladder med dramatiske følger, mens ”Præsten i Vejlbye”, hvori et mord ryster landsbyen tæt på Grenå, med rette betegnes som en tidlig kriminalhistorie – før termen reelt opstod.

Monica Kristensen benytter sig ofte af store persongallerier, og her er ikke mindst den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij en nærliggende sammenligning. Lige som i dennes ”Forbrydelse og straf” er tematikker som skyld og skam bærende elementer i bl.a. ”Operation Fritham” og ”Den døde i Barentsburg”.

Anskuet udelukkende som krimier er Monica Kristensens romaner noget for sig. En af de nærmeste slægtninge skal findes i Monica Kristensens hjemland: Hos Norges store eksportsucces, Jo Nesbø, finder man på lignende vis en forkærlighed for tålmodige miljøskildringer, som ofte er bærende for selve fortællingens udvikling. I stærk kontrast til Monica Kristensen er Nesbøs romaner dog kendt for deres meget eksplicitte vold.

På dette punkt er Monica Kristensen mere på linje med Agatha Christies krimiklassikere. Christies romanserie om Miss Marple er underfundigt formulerede mordgåder, hvor den aldrende hovedperson navigerer mellem sladder og rygter i den fiktive engelske landsby St. Mary Mead. Hos Agatha Christie foregår opklaringsarbejdet også ofte i afsondrede, lukkede miljøer, hvor alle er mistænkte, og stilistikken fra Christies anden berømte detektivserie anes flere steder i Monica Kristensens små samfundsportrætter – ikke mindst gruppen af cruiserturister i ”Hollændergraven” og det afsondrede russiske landsbymiljø i ”Den døde i Barentsburg” er en Hercule Poirot-roman værdig.

Afslutningsvis kan Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” nævnes som et af de få andre bud på en kriminalroman, der primært udfolder sig mellem faldende snefnug i nordens mørke.