Et gennemgående tema i Camilla Läckbergs Fjällbacka-krønike er forholdet mellem forældre og børn. Man kan således efterhånden som serien er skredet frem tale om et tematisk omdrejningspunkt, den røde tråd i den kæde af forbrydelser, serien som helhed blotlægger. En kæde af forbrydelser, der altså ikke alene er betinget af det provinsielle fængsel, men også – i den Läckbergske logik – synes at knytte sig til det ganske særlige, intime og hengivne forhold, der er mellem forældre og børn. Eller rettere, til det forældre-barn-forhold, der kulturelt og historisk set forbindes med en særlig intimitet og hengivenhed. For heri består nemlig den latente kritik i Camilla Läckbergs krimiunivers. Her sættes ikke bare spørgsmålstegn ved værdien af forældre-barn-forholdet, der rejses også tvivl om, hvorvidt den højt besungne kærlighed mellem forældre og børn vitterlig altid er til stede. Krimiplottet i Läckbergs romaner blotlægger altid – mere eller mindre eksplicit – forældre-barn-forholdet som en afgrund af uforløst kærlighed. Tilbage er en kamp om magt , og det er i denne magtkamp, selve forbrydelsen finder sted.
Som bagtæppe for den tematisering af forældre-barn-forholdet, der udfolder sig i romanernes krimiplot, agerer ”heltinden” Erika Falck. Undervejs i serien forvandler hun sig fra selvstændig single med talent for at opklare kriminalsager til frustreret, hjemmegående mor, der må igennem en fødselsdepression af de værre, og som først hen imod slutningen af ”Ulykkesfuglen” synes at være kommet overens med sin moderidentitet. Selv har hun øjensynligt haft et yderst problematisk forhold til sin egen mor, der er død relativt tidligt i en bilulykke sammen med faderen.
Blotlæggelsen af dette gådefulde forhold og historien bag antydes i slutningen af ”Ulykkesfuglen” som temaet for den næste roman i serien, ”Tyskungen”.
27670806
Med andre ord arbejder Camilla Läckberg meget konsekvent med temaet forældre-barn, men ifølge hende selv var det ikke en tematik, hun var bevidst om fra starten. Hun har selv i et interview påpeget, at der er et ”uhyggeligt potentiale” i relationen mellem barn og forældre, fordi den både er et billede på tryghed og noget meget farligt: ”Vi skræmmes alle ved tanken om, at et fremmed menneske kan gøre os ondt, men det mest skræmmende er tanken om, at nogen, man elsker og som står os nær kan gøre os fortræd – eller at vi selv kan gøre dem fortræd.” (BogMagasinet nr.6, 2008, s. 6-8).
At forældre kan gøre børn fortræd og at børn kan tage en grusom hævn – hvad enten det går ud over forældrene selv eller om andre må bøde i deres sted – bliver især tydeligt fra og med Fjällbacka-seriens andet bind, ”Prædikanten”. Her har barnet, man gjorde fortræd, forvandlet sig til en på én gang koldblodig og medynkvækkende morder – koldblodig i sin grusomhed, medynkvækkende, fordi grusomheden udføres i et forkrampet forsøg på at vinde en symbolsk faderskikkelses kærlighed og respekt.
I ”Stenhuggeren”, seriens til dato mest komplekse og gennemkomponerede roman, undergraves myten om den opofrende moder, der uanset hvad altid elsker sit barn. Her udfolder Camilla Läckberg krimigåden som en art slægtsroman, hvor forældrenes – især moderens – svigt gennem generationer efterlader en slagmark af forkrøblede og døde børn. Läckberg har i adskillige interviews gjort opmærksom på, at ”Stenhuggeren” i høj grad var inspireret af den fødselsdepression, hun selv oplevede efter at have fået sit første barn, sønnen Wille: ”Vi tager alle sammen for givet, at en mor elsker sine børn betingelsesløst, og det er forbundet med dyb skam ikke at elske sine børn. Faktisk er det et af de største tabuer, vi har. Men det er jo noget, rigtig mange kvinder oplever i forbindelse med en fødselsdepression…”. (BogMagasinet nr. 6, 2008, s. 6-8).
I ”Ulykkesfuglen” er det eventyret om Hans og Grete, der danner klangbund under det traumatiske forhold mellem forældre og børn, men vendt på hovedet, fordi romanens ”Hans og Grete” i modsætning til eventyrets foretrækker at bo hos ”heksen”, fordi hun sætter pris på dem og passer på dem, i modsætning til deres mor. Centralt i krimigåden står således igen barnet som et traumatiseret og i bogstaveligste forstand udsat væsen, der navigerer i et kaotisk rum på jagt efter kærlighed og anerkendelse. Det er barnets savn og tab af kærligheden og anerkendelsen, der i Camilla Läckbergs univers virker som katalysator for drabet og som i romanseriens provinsielle rum krystalliserer sig som en fatal forbandelse gennem flere slægtled.