Læsernes modtagelse af Camilla Läckbergs forfatterskab har som allerede beskrevet været overvældende positiv, mens reaktionerne blandt anmelderne har været knapt så begejstrede. Omvendt har det formentlig ikke skadet Camilla Läckbergs salgstal, at hun i sommeren 2007 for alvor kom under beskydning fra repræsentanter for ”den gode smag” og ufrivilligt blev hovedpersonen i det, der siden er blevet kaldt ”den store nordiske krimifejde”. En række mandlige, svenske kritikere og forfattere anklagede ”femikrimien” for at være elendig litteratur og dens succes for at være en trussel mod det litterære niveau i Sverige. Især krimiforfatteren Leif G.W. Persson var ude med riven efter Camilla Läckberg, hvis romaner han mente var på niveau med indholdet i teenagepigebladet ”Min Hest”
Kritikken vakte stor opmærksomhed, også uden for Sverige, nok ikke mindst på grund af, at de hårde ord kom fra mandlige kritikere og krimiforfattere og udelukkende rettede sig mod krimier begået af kvinder.
Debatten, der fulgte, kom i høj grad til at handle om køn og kønnets betydning for, hvordan man skriver og/eller oplever litteratur. Selv tog Camilla Läckberg til genmæle og kaldte kritikken for ”en gang pis fra ældre herrer, der virker, som om de føler sig snydt på en eller anden måde”. Analysen var næppe helt ved siden af. Både Camilla Läckberg og den anden store, svenske krimidronning, Liza Marklund, har solgt langt over 2 millioner eksemplarer af deres bøger, og det er der ikke mange, der kommer i nærheden af. Det skulle da lige være Jan Guillou, der har solgt over 9 millioner eksemplarer af sine spændingsromaner og som den eneste kendte, mandlige forfatter i Sverige tog de kvindelige krimiforfattere i forsvar, også med henvisning til, at de sure opstød nok først og fremmest skyldtes banal misundelse.
Siden er debatten døet ud, men selvom det ikke er utænkeligt, at den vil opstå igen – kritikken af krimigenrens litterære kvaliteter eller mangel på samme er en gammel diskussion – er der vist ikke tvivl om, at Camilla Läckberg forlod fejdens første runde som sejrherre. De utilfredse, mandlige kritikeres udfald kom i sidste ende til at stå tilbage som et udtryk for bitterhed over kvindelige krimiforfatteres uomtvisteligt bedre salgstal, og debatten forvandlede sig undervejs, når alt kommer til alt, til ét kæmpemæssigt, gratis publicityshow for Läckbergs forfatterskab. Det har Camilla Läckberg formentlig heller ikke været blind for.