Den anden af Maja Lee Langvads to udgivelser i 2014 var ”Hun er vred”, der har den temmelig akademiske undertitel ”Et vidnesbyrd om transnational adoption”. Bogen er udstyret med et rigt noteapparat med 13 siders notehenvisninger bagerst i bogen, og ligner altså på flere måder en akademisk afhandling. Omslagets forfatternavn er skrevet i hånden – formodentlig forfatterens underskrift – hvilket understreger det personlige udgangspunkt og den personlige afsender. Indledningsvist skriver forfatteren, at bogen er blevet til på baggrund af tre år i et adoptionskritisk miljø i Seoul i Korea, og ”Hun er vred” er i høj grad et personligt manifest.
Alle passager på de 250 sider begynder med ordene ”Hun er vred”, og netop vreden er drivkraft i bogen. Fortælleren er vred på nær sagt alt og alle, i hvert fald de fleste der er involverede i eller har en holdning til transnational adoption. Hun er vred på sig selv, på sin adoptivmor, sin biologiske familie, adoptionsbureauerne, regeringerne, børnehjemmene, kulturerne, kapitalismen, sine adoptionsvenlige venner, sine barnløse venner, det heteronormative samfund, hvide vesterlændinges manglende selvindsigt i egne privilegier osv. Vreden går lige så meget indad som udad, og den er underbygget af aktuel forskning inden for adoption.
51102568
”Hun er vred” fremviser vigtige aspekter omkring både følelsesmæssige og samfundsmæssige problematikker omkring adoption. Der er mange uforudsete udfordringer forbundet med adoption, både hvis man – som Maja Lee Langvad – opsøger sin biologiske familie og hvis man ikke gør det. Det er en personlig historie, der sætter fokus på de vilkår, som koreanske kvinder i et udpræget patriarkalsk samfund lever under og også de vilkår, som hvide vesterlændinge har.
Gennem bogen emmer den personlige frustration over manglen på et naturligt sted at kalde hjem og over de livslange udfordringer, forfatteren som adopteret står over for. Formildende i al vreden er den humor og selvironi, som bogen er skrevet på og som adskiller den fra den gængse akademiske tekst og fra det vrede kampskrift. Det konceptuelle greb med at begynde alle passager med den samme sætning virker umiddelbart som en stopklods for læsningen, men efterhånden finder man ind i en rytme i denne lange og personlige udredning af international adoption.