Deckaren – krimi på svensk
Svenskerne har sat sig godt og grundigt på krimigenren i Skandinavien. Stieg Larsson er placeret lunt i forlængelse af en ren stjerneparade af forfattere, der alle som én afsøger, hvad der ligger bag den svenske selvtilfredshed i ’folkhemmet’ – verdens bedste velfærdssamfund.
Hos Stieg Larsson er det hård og beregnende erhvervskynisme, kriminel og skruppelløs omgang med andres liv og lemmer og skjulte, forbudte tilbøjeligheder. Kollegaen Henning Mankell er optændt af samfundsmæssig ligegyldighed og den moderne desillusioneringens konsekvenser. I Arne Dahls bøger ulmer volden sammen med blotlagte tabuer i den svenske selvforståelse. Flere kunne nævnes, og bag de fleste står veteranerne Sjöwall og Wahlöö med den tændstik, der startede det hele.
Stieg Larssons bøger har en stærk kønskritisk nerve. Larsson er, som rigtig mange andre svenskere, feminist. Udfaldene mod mænd, der hader kvinder, er talrige, og hans kvindelige karakterer smutter udenom alle de stereotyper, som genren regelmæssigt dratter i. Måske er Larsson i virkeligheden mere feministisk end sin kollega Liza Marklund, som ellers har taget patent på prædikatet? Kønsrolleposen rystes i hvert fald godt og grundigt – en karakter som Lisbeth Salander kalder på helt nye måder at fremstille kønnet på, og det er en interessant fornyelse i en af litteraturens mest klassiske genrer, også den svenske deckare-variant.
“Jag skriver väldigt snabbt. Det är lätt att skriva deckare.” (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se). Sådan sagde Stieg Larsson selv, og hans livsledsager Eva Gabrielsson giver ham ret: Han skrev “i ett mycket målmedvetet men fullkomligt furiöst tempo” (Lars Collin: “Arvet efter Stieg”. Svenska Dagbladet, 2007-03-04). Måske var det også tempoet, der tog livet af Larsson, og det er også fart, der præger den posthume succes: Salgstallene er i millionklassen, og svensk tv er gået sammen med et produktionsselskab om at lave en film og to tv-serier over trilogien. Danske Niels Arden Oplev er på tale som instruktør.
Larsson er ikke elsket af alle – kollegaen Jan Guillou, der også har gjort sit for genren med Hamilton-serien, er ikke imponeret: “Der findes jo tydeligvis en uslåelig metode at lancere sig på litterært. Og det er at dø”. (Jesper Stein Larsen: “Jan Guillou håner kollega”. Jyllandsposten, 2007-09-06). Det må være optil krimi-feinschmeckere at afgøre, hvad der ligger i den konstatering.