Som roman ligner Kim Leines debutbog ikke mange andre romaner, da den så direkte er en litterær fremstilling af forfatterens eget liv. Men kvaliteten af hans debut består ikke kun i den utrolige historie, forfatterens eget liv rummer. Romanen rummer også en klar sproglig kvalitet. I det nøgterne og usminkede sprog, som de rå og voldsomme begivenheder formidles i, fornemmer man med mellemrum sprækker af melankolsk sødme og skønhed.
Den hudløst ærlige skildring af det seksuelle overgreb giver dog Leines bog et vist slægtskab med en selvbiografi som Kristian Ditlev Jensens ”Det bliver sagt” fra 2001, der også vakte opsigt med sin kredsen om seksuelle overgreb i barndommen. Leines bog kan også siges at være beslægtet med et forfatterskab som Erling Jepsens, der i høj grad tematiserer seksuelt misbrug og psykisk uligevægtighed, og hvor det at forholde sig litterært til disse tabuer bliver en slags selvterapi.
Med sine medrivende skildringer af det grønlandske samfund kan man se Leines romaner i sammenhæng med den danske forfatter J. Bech Nygaards romaner ”Natten er nådig” og ”Solen står lavt”, som skildrer det grønlandske samfund i 1960'erne med stor indsigt og personligt engagement. Eller grønlænderen Ole Korneliussen, der, siden han var 20 år i 1967, har boet i Danmark og skriver ud fra et kulturelt blandingsperspektiv. Sidst, men ikke mindst, kan man nævne Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, der kan læses som en postkolonial kommentar til det stadig eksisterende dominansforhold mellem Danmark og Grønland.