Primo Levi opfattes i dag primært som vidnesbyrdforfatter, og det er da også mest oplagt at sammenligne forfatterskabet med andre forfattere, som har overlevet en nazistisk kz-lejr og valgt at bære vidnesbyrd om de frygtelige oplevelser, de har måttet leve med resten af livet.
På trods af de store forskelle, der findes i de enkelte forfatteres opfattelse af Holocaust og måden at aflægge litterært vidnesbyrd på, kan Levis tekster siges at være beslægtede med blandt mange andre den ungarske forfatter Elie Wiesel og spanske Jorge Semprúm. Chil Rajchmans bog ”Jeg er den sidste jøde” (Treblinka 1942-43) og Anne Franks dagbog er andre personlige skildringer af tiden under nazismen.
Skønlitterære forfattere, som det er oplagt at henvise til, er Imre Kertész og Paul Celan, som begge har beskæftiget sig med Holocaust i deres forfatterskaber. Primo Levis ”Hvis dette er et menneske” er også stilmæssigt blevet sammenlignet med Franz Kafka, hvis bog, ”Processen”, Levi i øvrigt også har oversat til italiensk.