I 1986 vendte Primo Levi tilbage til Auschwitz i ”I sommersie i salvati” (”De druknede og de frelste”, 1992). Der er denne gang tale om en essayistisk tekst forankret i analyser af forholdene i lejren og af de moralske spørgsmål om ondskab, ansvar, skyld, skam og fordømmelse. De erindrede episoder i bogen fungerer som eksemplificeringer i de analyser, Levi foretager. Bogen bliver Levis sidste og er præget af en mørkere tone end tidligere i forfatterskabet.
En af de ting, Levi i denne bog bærer vidnesbyrd om, er den overlevendes moralske byrde som overlevende. Et element af denne overvejelse er ofrenes mulige medansvar for det frygtelige, der skete. I lejren var der ikke blot ofre og forfølgere men en stor gråzone, hvor medfanger også medvirkede i de forbrydelser, som blev begået. Levi diskuterer ligeledes de bagvedliggende mekanismer, som bl.a. resulterede i, at nazisterne satte jøder til at administrere gaskamre og krematorier.
Et andet element er det smertefulde åg, der er forbundet med at have overlevet. De indsatte i udryddelseslejren blev frarøvet deres skæbne og blev reduceret til dyr, men efterfølgende bliver bevidstheden om at have overlevet på en andens bekostning en del af deres fortsatte eksistens. Levi analyserer bl.a. den overlevendes behov for at retfærdiggøre sin eksistens og skammen over at være den, der overlevede, mens de fleste døde.
Menneskets dybtliggende ønske om at forstå virkeligheden, forstå os selv og vores skæbne, er også et vigtigt udgangspunkt for denne bog. I sine sidste år var Levi også meget optaget af den såkaldte Holocaustfornægtelse, hvilket endnu engang gjorde det magtpåliggende for ham at understrege faren for en gentagelse: ”Et af mine formål med at skrive bogen var faktisk at aktualisere fænomenet. Det afgørende spørgsmål er for mig, om vi vil eller ikke vil ende i den samme situation en gang til. Jeg er ingen profet. Dog må jeg sige, at jeg personligt ikke tror, vi i Europa vil opleve noget lignende igen – ikke inden for overskuelig fremtid i hvert fald. Men truslen er der, er evident”. (Giorgio Calcagno: ”Primo Levi: At forstå er ikke det samme som at tilgive” i ”Samtaler og interviews 1963-1987”, s. 141).
Levi døde kort tid efter udgivelsen af bogen, som derfor er blevet kaldt hans litterære testamente.