Primo Levis enestående bedrift som vidne og som forfatter er blandt andet, at han formår at hæve sig op til at anskue livet i kz-lejren som en slags socialt eksperiment. Hans erindringer om livet i udryddelseslejren kommer hermed også til at handle om eksistentielle spørgsmål.
Levi har selv understreget, at han så sig selv som en slags kentaur, hvis tilværelse var opdelt i dels jobbet som kemiker, dels arbejdet som forfatter. Ikke desto mindre er det et væsentligt kendetegn ved forfatterskabet, at Primo Levi netop er videnskabsmand – også når han skriver. Sprogligt er der tale om en rationel og objektiv beskrivelse af begivenhederne, ligesom ønsket om at forstå verden og menneskets måde at agere på er et gennemgående træk i forfatterskabet: ”Jeg har fartet verden rundt i 40 år i et forsøg på at forstå tyskerne. At forstå, hvordan det kunne gå til, er blevet et mål i livet for mig. Men i mere bred forstand: Der er også andre ting, det interesserer mig at begribe. Jeg er kemiker, jeg vil i det hele taget gerne forstå verden omkring mig”. (Giorgio Calcagno: Primo Levi: At forstå er ikke det samme som at tilgive i Samtaler og interviews 1963-1987, s. 141).
Forfatterskabets gennemgående rationelle observatør er dog også kendetegnet ved en udvidet indlevelsesevne og stor psykologisk sans. Mennesket som et socialt væsen, der er afhængig af samspillet med andre mennesker, er således også centralt i forfatterskabet. Som Levi beskriver det, forvandlede forholdene i lejrene på den ene side mennesket til et dyr, men på den anden side var den enkelte også helt afhængig af venskaber og kommunikation for at overleve. Ligesom det siden blev nødvendigt for Levi at vidne om sine oplevelser for i sidste ende at skabe mening som overlevende.
Endelig er Primo Levis oplevelse af forpligtelse til at aflægge vidnesbyrd forankret i at være med til at sikre, at nazisternes massemord aldrig bliver glemt, og som en pligt over alle dem, der ikke overlevede.
En af de mest indflydelsesrige og citerede sætninger, når det drejer sig om litterære skildringer af Holocaust, er den tyske filosof Theodor W. Adornos udsagn ”At skrive digte efter Auschwitz er barbarisk”, som blandt andet er blevet fortolket som en tilkendegivelse af, at litteraturen ikke kan og ikke skal forsøge at gengive den lidelse, Holocaust indeholdt, for det er umuligt at overføre den lidelse til skrift, og der vil derfor være tale om en reducering af ofrenes smerte. Adornos diktum sættes også ofte sammen med faren for, at litteraturen med sine formmæssige krav vil trivialisere rædslerne og gøre Holocaust til underholdning og kitsch. Ifølge en forfatter som Primo Levi er det imidlertid af afgørende betydning at bære vidnesbyrd om den forbrydelse uden sidestykke, som Holocaust var. Ved at fremstille de individuelle mennesker, der endte som ofre, forhindrer man, at de udviskes af historien og bliver ren statistik.