Scarykost

Citat
”[…] en to tre jeg kaster op i kumme, jeg åd dig og du skvulper ud, lidt konturløs og grødet, jeg gider dig næppe ret meget mere, jeg glider dig ind og ud og din tud er rød og grådig, duft af køn kvinde i udu […]”
”Scarykost”, s. 120.

Cecilie Linds ”Scarykost” (2016) er en fyldig rodekasse af ordinære, afmålte digte og lange, zigzaggende prosafragmenter herunder breve eller dagbogsnotater henvendt til ”Kære Scarykost”. Der hviler således en stemning af uafsluttethed og mangel på enhed over det afsøgende, snakkende, ordrige og ofte vilkårligt udfoldende tekstmassiv. ”Tombolatanker” hedder det et sted og et andet: ”Fortsættelse bølger”.

’Scary’ er engelsk for uhyggelig, skræmmende, ofte brugt i nudansk talesprog med let ironisk reference til gyserfilm. ’Kost’ er betegnelsen for mad, og som det hedder i min ordbog: ”især med tanke på regelmæssig indtagelse”. Scarykost er altså noget i retning af en dels sarkastisk dels oprigtig titulering af føden som skræmmende modstander.

52310245

Det ville være misvisende at benytte kliniske diagnoser (bulimi, anoreksi, spiseforstyrrelse etc.), fordi ”Scarykost” ikke er et debatindlæg om sygdom, men derimod et vildt registrerende vidnesbyrd i fuld affekt. Her er masser af spørgsmål og ganske få svar. Sulten er ikke et vitalt billede på modernistisk livskraft som hos f.eks. Hamsun, men derimod en aktivt tilvalgt selvmedicinering, der doseres med lige dele fascination og skam. Coca-Cola Light er mageløs kaloriefri. Kaffens rene koffein er ”mit varme mørke”, og opkast, der returnerer kalorierne, er ”orgastisk eksplosion i halsen”.

I et berømt Tv-interview fra 1984 slyngede Michael Strunge den nedladende betegnelse ”brækprosa” efter Lola Baidels bekendelseslitteratur. Betegnelsen får en ny aktualitet og bogstavelighed i ”Scarykost”. I temaet, jo, men også i de gennemgående passager af små afhuggede sætninger, hvor kommaerne oftest sættes med to-tre ords mellemrum, som var de enjambementer i et digt. Den amputerede, ødelagte syntaks får en genetableret fremdrift ved associationsligheder, gentagelser, rytmiske variationer, intertekstuelle referencer og rim. Tilbage står en splintret, stammende, klingende, huggende, ofte uforståelig modtekst. Detnne brækpøl viser ganske effektivt det udsigende ‘jeg’ i en dobbeltposition som BÅDE offer for konkurrencesamfundets perverse krav om ”en kropslig udkrængning af selvet” OG som aktør, der magter at være til (og udtrykke det at være til) i sådan en syg verden i kraft af sprogets materiale. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Scarykost"