Henrik List er i sin skønlitteratur forbundet med forfattere knyttet til den amerikanske tradition for new journalism grundlagt i 1960’erne, blandt andre Tom Wolfe og Joan Didion. Bredt defineret blander genren skønlitteraturens formmæssige virkemidler – herunder den personlige fortællerstemme og dramatiske forløb – med den grundige research fra journalistikken.
I Lists tilfælde peger hans essayistiske bøger på, hvordan han tilegner sig et virkeligt stof, der også udforskes i forfatterskabets skønlitterære del. Således dokumenterer essaybogen om Los Angeles ”Scener fra Sunset Boulevard” forfatterens faktuelle kendskab til byen på den amerikanske vestkyst, der indgår i flere af novellerne i ”Pussyland”. Ligeledes berører Lists rejseessay ”Bangkok Ladyboys” dele af den offentlige seksualitetsdyrkelse i Thailand, der gør de bærende mandlige karakterer rundtossede i romanen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”.
I et kort efterskrift til sin ungdomsroman ”Kære fucking dagbog” bekendtgør forfatteren direkte, at bogen er næret af betydelige mængder information fra unge. Tilsvarende var Tom Wolfes roman ”Jeg er Charlotte Simmons” (2007) om livet på et amerikansk universitet funderet i overleveringer fra studerende. Men List har mere tilfælles med Wolfe end bevidstheden om, at research hjælper samtidslitteraturen på vej. Når han beskriver en musikrytme i ”Pussyland” som ”BOOM-BOOM-TSCHI, BOOM-TSHCI, BOOM-BOOM-TSCHI, BOOM-TSCHI” ligner det en hilsen til Wolfes fremstillinger af lyd. Desuden minder begyndelsen til ”Solen skinner aldrig på en go-go bar” om Wolfes sociale tværsnit i hovedværket ”Forfængelighedens bål” (1989).
Parallellen til amerikanske Joan Didion findes i form af Lists interesse for randeksistenser og Californien – hos Didion eksempelvis undersøgt i hendes første essaysamling ”Slouching Towards Betlehem” (1968). I Didions fremstilling er Californien langt fra den problemløse solskinsstat – ansvarsløsheden og desperationen lurer blandt lykkejægerne. List nærmer sig en lignende skildring af Los Angeles i novellen ”Jackpot baby” fra ”Pussyland”-samlingen.
Det farlige Los Angeles optræder desuden i Bret Easton Ellis’ forfatterskab – navnlig i romanerne ”Under nul” (1987) og ”Imperial Bedrooms” (2010). Flere referencer til Ellis er til at lokalisere i ”Pussyland”. En af jeg-fortællerne er til løssluppen ”Fed Tirsdag”-fest i New Orleans; de unge i Ellis’ roman ”Uskrevne regler” (1993) går til fester med navne som Våd Onsdag og Tørstig Torsdag. I en anden novelle indgår den dystre åbningslinje fra Ellis’ ”American Psycho” (1991) lettere omskrevet: ”You who enter here: Abandon all hope!”
Tilknytningen til amerikansk litteraturhistorie er altså umiskendelig, men set i dansk sammenhæng har han til en vis grad brødre i Carsten Jensen og Thomas Boberg, eftersom rejseskildringen og udlængslen også præger deres forfatterskaber. Samme karakteristika findes i Tom Kristensens værk. Kristensens hug til borgerlig pænhed og skildring af maskulinitet, der styrter – ikke mindst i ”Hærværk” (1930) – placerer ham i litterært stamtræ med List.