Anne Marie Løn

Af ph.d.-stipendiat Jimmi Michelsen 2004


Nøgleord: dansk litteratur Løn, Anne Marie

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner.
Anne Marie Løn har igennem hele sit forfatterskab været optaget af livet i provinsen. Landboens tilværelse og erfaringer er gjort til et særligt betydningssted, et alternativ til storbyens opsplittede, hektiske liv. Navnlig det tidlige forfatterskab er skrevet på en stærk indignation over den nedbrydning af livssammenhænge og fællesskab, som det moderne liv ifølge forfatteren har medført. I Løns senere bøger er indignationen tonet noget ned og erstattet af en mere fabulerende og farverig stil. Samtidig er læserskaren vokset støt. Anne Marie Løn er en folkelig fortæller, der er blevet lyttet til. Hun skriver et enkelt sprog, som alle umiddelbart kan forstå og forholde sig til. Fra hendes bøger – der er blevet lysere med årene – udgår en stædig tro på, at det hele nytter noget.

Blå bog

  • Født: 12. juli 1947 på Samsø, opvokset i Nordjylland.
  • Bor: i Asnæs på Sjælland.
  • Uddannelse: Journalist.
  • Debut: Hvorfor hvisker I til mig?, 1977.
  • Vigtige værker: Dværgenes dans.
  • Priser: Egholtprisen, Blicherprisen, Weekendavisens litteraturpris, Boghandlernes gyldne Laurbær 2001.
  • Seneste udgivelse: Sekstetten. Gyldendal, 2008. Roman.