Solidariteten med de svage og de krænkede har om noget været kendetegnende for Anne Marie Løns forfatterskab. I den fremragende, stilfærdige roman Willums veje, 1994, følger vi eneboeren Willum, der nærmest har boret sig ned i det sandblæste vestjyske klitlandskab. Da den 42-årige Willum en dag hører om morens død, har han kun ét i tankerne: at begrave hende i sandet. Dér er familiens skæbne nemlig beseglet med ulykker og tab: Willums lillebror blev kvalt i sandet som spæd, siden rejser moren og lillesøsteren bort. Willum er smerteligt bundet til klitterne, hvor han også selv går til. På romanens sidste sider lader han sig omslutte af masserne i sin forblæste hytte ved sandmilen:
”I sekunders uopmærksomhed, mens han bøjer sig, sker det, at de første små korn begynder at røre på sig og følge deres naturlige vej nedad ind i rummet. Millioner og atter millioner af små bjergpartikler er gået i skred ved vindueshullets nederste kant og flytter sig ind og ned. Han opdrager det straks og træder andægtigt til side, så sandet kan komme til, følger med blikket højtideligt næsten ærbødigt hvordan de små bække hurtigt bliver til floder, der slår sig sammen til en rivende fos, som snart vælder og bruser ind i hele vindueshullets bredde.”
Hæve sig over sin skæbne kan til gengæld enken Thyra Rom i de forbundne romaner Traktørstedet, 1985, og Café Danmark, 1987, hvis handling er henlagt til besættelsens sidste år. Efter mandens død driver den sejlivede Thyra et pensionat uden for Aalborg, hvor hun bespiser arbejdere, som arbejder for tyskerne på den nærliggende flyveplads. Trods det hårde slid og omgivelsernes fjendtlighed formår Thyra at være det kærlige midtpunkt for sine fire børn og samtidig bevare sin integritet som kvinde og elskerinde.